ESL FACEIT Group lukker kontor.

ESL lukker kontor: Flere mister jobbet

Endnu en nedskæring rammer ESL FACEIT Group (EFG), der nu lukker deres Burbank-kontor i Californien. Mens en del medarbejdere bliver tilbudt omplacering til Ohio eller muligheden for at arbejde hjemmefra, mister flere ansatte jobbet.

EFG har bekræftet beslutningen og begrunder den med et ønske om at samle produktionen i ét studie i Columbus, Ohio, for at forbedre kvaliteten og effektiviteten af deres esports-produktion.

Beslutningen blev først afsløret af The Esports Advocate, før ESL FACEIT Group selv kommenterede på sagen.

Ifølge kilder tæt på organisationen skulle et flertal af de ansatte i Burbank være blevet opsagt som en del af lukningen, men en ESL-talsperson afviser dette og insisterer på, at kun et mindre antal medarbejdere forlader organisationen.

Spørgsmålet om dækning af flytteomkostninger for medarbejdere, der ønsker at rykke til Ohio, blev besvaret med et "ingen kommentar" fra ESL.

Ikke første nedskæringer i EFG

I Burbank-afdelingen var de omkring 20-30 medarbejdere ifølge The Esports Advocate.

Nedlukningen af Burbank-studiet kommer i kølvandet på en større restrukturering i marts 2024, hvor ESL FACEIT Group fyrede 15% af deres globale stab svarende til 250-300 medarbejdere.

ESL FACEIT Group ejes af Savvy Games Group, som er en del af den saudiske regerings Public Investment Fund (PIF). Ifølge kilder internt i organisationen er der et massivt pres fra ejerne for at sikre profitabilitet inden årets udgang.

Mens ESL forsøger at holde fokus på optimering, er det tydeligt, at beslutningen har fået konsekvenser for en række medarbejdere, som nu står uden job.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.