
Alle danskere videre - undtagen Astralis
Da PGL Bukarest startede i søndags stillede ni danskere, fordelt på fire forskellige hold, til start. Nu er de fire af dem videre til slutspillet. Kun Astralis er ude.
Det er en kendsgerning, efter danskerholdet Falcons torsdag eftermiddag ekspederede The MongolZ ud af turneringen, i gruppespillets sidste kamp.
Den sidste kamp i gruppespillet blev en dramatisk affære. Opgøret startede ud på The MongolZ' map, Mirage, hvor en stærk T-side sikrede Asiens bedste en pauseføring på 8-4.
Undervejs gjorde NiKo ellers sit til at forsøge at stoppe The MongolZ, men nedenstående aktion var blot til pynt.
Efter pausen spillede MongolZ sig hurtigt og sikkert på mappoint, ved stillingen 12-6.
Falcons forsøgte sig med et comeback, og med yderligere tre runder fik de pyntet lidt ekstra på resultatet. I den første af de tre runder kombinerede de to Falcons-danskere - Magisk og TeSeS - sig frem til et flot clutch, som kan ses herunder.
Igen var det flotte Falcons-spil dog blot til pynt. Mongoliets stolthed sikrede sig sejren på deres eget map med cifrene 13-9.
Stærkt comeback
Opgøret fortsatte efterfølgende på Falcons' map, Dust2. Og nu var det danskerholdets tur til at sidde på kampen.
Falkene startede ud i defensiven, på CT-siden, hvor de satte en solid mur op, som MongolZ kun formåede at nedbryde tre gange.
Et eksempel på, hvor effektivt Falcons fik lukket ned for MongolZ, fremviste Magisk og kyxsan på B site i syvende runde, hvor kyxsan satte en stopper for fire MongolZ-spillere.
Første halvleg endte med en 9-3-føring til Falcons. Den føring udbyggede de sikkert og langsomt efter pausen.
MongolZ fik blot tre runder efter sidebyttet, alt imens Magisk, TeSeS og holdkammeraterne kunne cruise en 13-6-sejr hjem.
Tæt afslutning
Med Falcons' sejr på egen bane var den samlede stilling i opgøret pludselig udlignet, og det hele skulle afgøres på et tredje og sidste map.
Vetoen efterlod Ancient som det sidste tilbageværende map, og det var derfor her kampen skulle afgøres.
Her åbnede Falcons som lyn og torden med ikke ét, men hele to aces i løbet af de første to runder. Først lavede TeSeS ace i pistolrunden, og i den efterfølgende runde var det degsters tur til at lave ace.
Trods den gode start kunne Falcons dog ikke helt holde ved. MongolZ kom tilbage og sikrede, at det var uafgjort før pausen.
Kort efter pausen lynede MongolZ på CT-siden. De tog de første fire runder og sikrede sig en komfortabel 10-6-føring, inden Falcons igen kom på tavlen.
Denne gang ville Falcons dog ikke nøjes med blot at være til pynt. Udover at få reduceret kom de sågar også op og fik udlignet til 10-10.
Pludselig havde de momentum, og de udnyttede de også til at spille sig i front med 11-10, inden de endda ligeledes kom på matchpoint, 12-10.
Men de udnyttede ikke momentum til også at lukke kampen. I stedet kom MongolZ tilbage, fik udlignet igen og sikret overtid.
I overtiden fik Falcons skubbet den over stregen efter en nervepirrende afslutning. Det sidste map endte med en afgørende 16-14-sejr til danskerholdet.
Sejren sikrer Falcons den sidste plads i slutspillet, hvor Magisk, TeSeS og resten af holdet slutter sig til yderligere to danskere og deres respektive hold. Det drejer sig naturligvis om Tauson fra GamerLegion og karrigan fra FaZe.
Astralis er de eneste danskere, der ikke er med når slutspillet starter fredag. De er ude af turneringen, og det samme er The MongolZ ovenpå nederlaget til Falcons.
Slutstillingen i gruppespillet ved PGL Bukarest 2025:
3-0 (Videre)
-
G2
-
3DMAX
3-1 (Videre)
-
GamerLegion
-
Complexity
-
Aurora
3-2 (Videre)
-
Virtus.pro
-
FaZe
-
Falcons
2-3 (Ude)
-
Astralis
-
Apogee
-
The MongolZ
1-3 (Ude)
-
Legacy
-
Rare Atom
-
FURIA
0-3 (Ude)
-
paiN
-
Liquid