Det store puslespil: Her er alle brikkerne
Den danske Counter-Strike scene har altid været garant for en masse underholdning til følgerne med diverse udskiftninger, store rokader og hvad der ellers følger med, når fem mand skal enes på et hold.
Med tiden er det blevet lidt sværere at skifte ud og gå fra hinanden, da kontrakter stadig bliver en større og større del af scenen.
I Danmark befinder vi os dog i en situation lige nu, hvor der er rigtig mange løse ender. Flere store spillere står uden hold, mens mange andre meget snart bliver ledige, så det er et stort puslespil, der skal samles, og de fleste brikker bør snart blive lagt.
valde (på kontrakt hos Heroic)
valde røg som bekendt en tur på bænken hos Heroic, og det var med en meget mangelfuld begrundelse. Ingen af parterne, hverken FeTiSh (coach), Nikolaj Nyholm (CEO RFRSH) eller valde selv skrev noget uddybende.
Der blev dog alligevel hintet noget i valdes statement, og noget kan tyde på, at han selv har ønsket at komme videre:
Jeg kunne helt sikkert have håndteret situationen og timingen anderledes, men til sidst tror jeg, at dette er den bedste løsning for alle, at jeg træder fra.
Hvor valde ender henne er dog stadig uvist, men en spiller af en sådan kaliber bør være eftertragtet. Holdene over Heroic - North og Astralis - har dog begge en fuld startfemmer, så medmindre de skifter ud, så kunne han meget vel ryge til udlandet.
AnJ (på kontrakt hos Singularity)
Der har været rigtig mange rygter om AnJ, siden han blev sat på bænken i Singularity med ordene "jeg har behov for at spille med, og lære af, mere erfarne spillere". Der er dog endnu ikke faldet en afklaring, selvom mange sendte ham til Heroic - det blev dog i stedet es3tag, der fik den plads.
Den stærke danske spiller står derfor stadig uden officielt hold, men han må også være en eftertragtet herre for mange hold, og rygterne om en tur til USA bliver ved med at blusse op.
Spørgsmålet er dog, hvor sikker hans fremtid er. Har han skrevet under på noget endnu, eller kan han stadig nå at indgå i en dansk rokade - det er spørgsmål, som mange stiller sig selv, og der er da også en del ledige danske spillere, så der er bestemt muligheder for et nyt hold, når hans kontrakt udløber efter denne måned.
Pimp (på kontrakt hos Liquid)
Eventyret hos Liquid i USA blev langt fra, som Pimp havde håbet, og det endte faktisk med, at han var rigtig trist og måtte bede om at blive sendt hjem til Danmark, som han også har blogget om her på Dust2.dk.
Han er derfor i Danmark nu, og han har på det seneste spillet med Tricked, men kontrakten binder ham stadig til Liquid i en rum tid endnu, så hvis han skal være en del af puslespillet, skal han købes fri.
Det er dog uvist, hvor dyr han er, for fremtidsudsigterne hos Liquid er nærmest ikke-eksisterende, og det kan godt se ud som om, at han skal træde et skridt ned for at få gang i karrieren igen.
Hans seneste spil har set rustent ud, og Pimp trænger til at få noget fast kamptræning, så han bør selv være meget interesseret i at finde et nyt hold hurtigst muligt og få gang i karrieren igen.
cadiaN
En spiller, som meget vel kan få en central rolle i skabelsen af et eventuelt nyt dansk hold, er cadiaN. Den 1. april udløb hans kontrakt med Rogue, og han har flere gange vist, at han kan stable store hold på benene, så hvorfor skulle dette være en undtagelse?
Han er en entertainer uden lige, og rampelyset gør ham bestemt ikke noget, og derfor er han også en underholdende spiller at følge. Hvor seriøst dette tweet er, skal stå usagt, men noget tyder da på, at han snart er tilbage.
Den kommende tid står der rigtig mange spillere ledige, så der er bestemt mulighed for, at han kan samle et kampdygtigt hold selv.
Der er dog også den mulighed, at han ender sammen med det nuværende Tricked, da han har spillet med dem i ESEA Premier, og noget tyder på, at han fortsat skal hjælpe dem der men mere om det herunder.
Tricked (HUNDEN, AcilioN, b0RUP, Friis)
Her er der et hold, som der kan ske rigtig meget med. Det er allerede offentliggjort, at spillerne er fortid hos Tricked, når juni skifter til juli, så de skal ud og finde et nyt hjem.
Hvis de bliver sammen.. Det er ikke til at vide, hvad der sker med dem, og senest har Friis lignet en mand, som ikke fortsætter sammen med de resterende, da han ikke spiller med holdet i ESEA Premier.
Her har cadiaN i stedet spillet med, mens Pimp også har været en del af startfemmeren, så der er mange muligheder for dem. Fortsætter de med cadiaN og Pimp ved kontraktudløb, går de hver til sit, skal Friis fortsætte med de andre osv. Der er mange ubesvarede spørgsmål.
Samtidig står det også usagt, hvordan organisationen Trickeds fremtid ser ud. Holdet er fortid hos dem, så de skal ud og finde nogle andre spillere. I annonceringen lød det som om, at ingen af de nuværende spillere ville fortsætte hos Tricked, så de har nok et helt hold i kikkerten, og her er Singularity ledige 1. juli, mens også fnatic Academy er en mulighed, hvis de ikke vil fokusere på det danske marked.
Singularity (Inzta, Lukki, console, Ryxxo, refrezh(try))
refrezh er godt nok ikke en fast del af holdet endnu, så han er også en faktor, der kan ende med at spille ind, for spillerne i Singularity bliver ikke i organisationen meget længere.
Den 1. juli er de frie på markedet - ligesom Tricked-spillerne - så her er der nærmest rent tag-selv-bord, hvis de større hold ønsker det. Fremtiden er ikke annonceret endnu, og der kan ske rigtig meget på kort tid, når man ikke er bundet til en kontrakt.
Hvor skal spillerne spille efter den 1. juli? Tricked er en mulighed, da de kommer til at stå uden et hold på præcis samme tidspunkt, men hvad med refrezh, bliver han fast mand, eller skal de måske ud og finde en helt ny?
Det er spørgsmål, som bliver stillet i de kommende uger, hvor vi fortsat må spekulere i, hvor spillerne ender henne, og om de overhovedet ender sammen eller bliver delt ud på diverse andre mandskaber.
Puslespillet skal samles
Det er mange spillere, som står uden hold både nu og snart, og der må være nogen i gang med at samle en del af puslespillet, så de kan sikre sig nogle af disse danske spillere.
Hvem vinderne og taberne bliver, må vi vente med at se, for der er fortsat mange brikker, som ikke er på plads, og de potentielle sammensætninger af spillere er mange og især med så højt et niveau, som de alle har.
Her må vi heller ikke afskrive et hold som Team123 i at spille en rolle, for skulle der stå fire spillere og mangle en, kan det meget vel være hos Team123, at de finder den sidste, for de er heller ikke på kontrakt nogle steder.
Den 1. juli bør det store billede dog være ved at tegne sig, så tiden dertil bliver rigtig interessant for den danske scene, for der er rigtig mange forskellige slags puslespil, der kan lægges.