
"Astralis vil være et bedre hold uden device, og han vil være bedre tjent uden dem"
Dette er første del af et større interview med Pimp.
Torsdag aften blev et mareridt for de danske fans til en realitet, da Astralis for femte gang i streg ikke formåede at kvalificere sig til majoren.
Det danske mandskab havde det hele i egen hånd mod ukrainske B8, men efter et mindre comeback blev drømmen slukket og danskerne forbliver skuffet.
De seneste mange års kedelige og utilstrækkelige resultater har længe sørget for, at der stort set altid er snak om udskiftninger i Astralis - nu er ingen undtagelse.
Dust2.dk har i forbindelse med den store skuffelse lavet et større interview med den danske ekspert Pimp, hvor han giver sit besyv på diverse emner i Astralis.
"Jeg betvivler beslutningerne"
Lige inden årsskiftet lavede Astralis et kæmpe chokskifte ved at hente cadiaN, der dengang stadig var forventet at have noget i klemme med stavn og jabbi.
Udover at være et overraskende skifte på den front, var det også meget uforventet rent rolle- og positionsmæssigt, da cadiaN skulle spille rifler og være anker.
Da Dust2.dk spørger ind til valget om at hente cadiaN, har Pimp selv svært ved at se, hvor tiltroen, til at det skulle virke, kommer fra.
Det var et kæmpe sats at give device IGL-rollen til at starte med. Det var et ligeså stort sats at hente cadiaN ind som rifflende-IGL, og ingen af delene har båret frugt. Jeg synes oprigtigt, at man i en situation, som Astralis har været i de sidste 3-4 år, har spillet meget højt spil.
Hvor kommer tiltroen til, at Casper (cadiaN, red.) skulle fungere på højeste niveau som riffel-spiller med “anchor”-positioner som en puppet master-IGL egentlig fra?
Selvom det naturligvis kan være nemt at være bagklog, har den danske ekspert stadig svært ved ikke at tænke følgende om Astralis' beslutninger:
"Har der ikke været en voksen til stede?".
Jeg tror, spillerne selv altid tror (og det skal de egentlig også), at de kan det hele og mere til. Selvtilliden og gåpåmodet fejler ikke hos hverken device, cadiaN eller nogen andre. Dermed ikke sagt jeg er enig, for kold og kynisk, som jeg udefra kan forholde mig til det på bagkant, så kan jeg ikke lade være med at tænke: “Har der ikke været en voksen til stede? Er der konsekvensberegnet? Er der opstillet forskellige scenarier, og mulige løsninger skulle plan A ikke virke?”.
Det virker for mig, som om man har overtalt hinanden til: “Det her er en god ide, vi går med det” og så smidt ALT på et bræt. Igen; jeg beundrer troen på egne evner, men jeg betvivler beslutningerne, der er taget rundt om spillerne.
Fejlcastede man cadiaN? Skulle man have gået en anden vej, f.eks. med HooXi?
cadiaN tror jeg blev hevet ind for at beskytte den kæmpe store investering, man lavede i jabbi og stavn. De lykkes overhovedet ikke, og hvem er bedre til at få skudt dem i gang end cadiaN?
cadiaN skal ikke spille som rifler, og han skal slet ikke spille anchor-positioner med hans calling-stil. Det lyder måske helt hen i vejret for mange, men jeg er stor tilhænger af harmoni og synergi. Det må unægteligt være det mest undervurderede aspekt i professionel Counter Strike - og sport for den sags skyld. Du kan have nok så meget talent, nok så mange evner, men et sammentømret hold med talent som en 6-7’er vil altid slå et talent spækket hold tabt for selvtillid på en 8-9’er.
Imens flere af spillerne fra Astralis har haft problemer med at genfinde formen og det høje niveau, har superstjernen device været storspillende.
Pimp peger dog på, at man allerede, dengang Astralis hentede cadiaN, havde været bedre tjent ved at sende device videre.
Med andre ord, og forstå mig ret, for device er uvurderlig og en fantastisk spiller: Da man valgte at satse på cadiaN, tror jeg, man havde været bedre tjent med at sende device videre i systemet. Astralis er et dårligere hold med nuværende sammensætning, end de havde været, hvis de turde genfinde en rigtig identitet. Dermed heller ikke sagt, jeg synes, de skulle skille sig af med device. Jeg var nok personligt gået med HooXi eller lignende i stedet. Forudsat man har et brændende ønske om at forblive dansk.
Svært at pege fingeren på ruggah
På papiret har Astralis mere eller mindre de fem bedste spillere i Danmark, med ruggah bag dem til at få det til at gå op i højere enhed.
I løbet af af sin tid i Astralis, som startede tilbage i februar 2024, har ruggahs tropper ikke leveret hæsblæsende resultater. Om det er hans skyld, har Pimp svært at vurdere, eftersom det er svært at vide, hvor meget indflydelse han har på holdet.
Det er svært at pege fingeren direkte på ruggah uden at vide præcis, hvor meget han har haft at sige i sammensætningen af holdet og rollerne. Er han manden og primus-motor bag ideen om denne konstellation, så bærer han naturligvis en stor del af ansvaret. Det er vel ret beset resultater og tendenser, vi skal vurdere trænerne på, og den manglende identitet og resultater hjælper ikke hans sag.
Jeg ved, der var mange, der så hans track-record i OG og tænkte, han ikke var mand for jobbet. Den købte jeg personligt ikke selv; ruggah har mange kvaliteter, blandt dem det menneskelige, som forgængeren zonic også besad. Det er så hamrende svært at pege fingre, når man kun anskuer tingene udefra. Heraf noget af den frustration man sidder tilbage med, når man tænker: “Hvor fanden gik det hele galt?”.
device skal videre
I den europæiske MRQ-turnering var device brandvarm som den femtebedste spiller i hele turneringen, samtidigt med han leverede et brag af en kamp på det sidste map mod B8.
Lidt i tråd med sine udtalelser om cadiaN, mener Pimp, at Astralis vil blive et bedre hold uden device, ligesom han vil være bedre tjent uden dem og prøve noget nyt.
Jeg tror ærlig talt, at Astralis vil være et bedre hold uden device, og device vil være bedre tjent uden Astralis. Det er sjældent, at en klassespiller som device ikke vil være en ekstrem svækkelse af et hold, men med nuværende sammensætning, så tror jeg ikke, det kan blive meget værre. device er god, han er rendyrket kvalitet, og det er lige før, at Astralis ikke fortjener ham. Hårdt måske, men om ikke andet end tiltalende tanke.
Uanset hvad må device være et varmt emne hos flere af de andre europæiske tophold, som mangler eller leder efter en ny AWP'er.
Pimp uddeler dog ikke kun roser til device, da han også bruger muligheden for at rose Staehr for det niveau, han har præsteret, taget det hele i betragtning.
Meget er blevet sagt om dem alle sammen. En ting er sikkert for mig; jeg har ondt af Staehr. Jeg synes, han gør det så flot, så stabilt alt taget i betragtning. Det kan simpelthen ikke være nemt at lykkes med så meget uro omkring ham, og det synes jeg faktisk, han gør. Han er ikke kampafgørende som sådan, men han er måske den eneste sammen med device, der er svær at pege fingre ad.