ASUS GX700 er verdens første vandkølede bærbar
ASUS fejrer i år deres gamerbrand ROG's (Republic of Gamers) 10 års jubilæum, hvilket ikke går stille for sig. De har blandt andet løftet sløret for en lang række innovative nye gamingprodukter under dette års Computex-messe i Taipei, Kina. En af de mest interessante nyheder er deres vandkølede bærbar, som kan måle sig med selv de nyeste high-end stationærer.
Det største problem med gamingbærbarer er, at grafikkortet, den vigtigste komponent for gamere, aldrig vil kunne måle sig med deres større og langt bedre kølede navnebrødre i stationære pc'er. Mange bliver derfor snydt, når de f.eks. tror, at et GeForce GTX 980M i en bærbar kan måle sig med et GeForce GTX 980 i en stationær, men den sidstnævnte er i nogle spil op til 50 % hurtigere.
Producenter som Alienware og Razer har allerede introduceret en simpel løsning på dette i form af såkaldte eksterne grafikkort. Det vil sige, at man kan have sin tynde portable ultrabook/bærbar med sig over alt, men når man skal game derhjemme tilslutter man det eksterne stationære grafikkort, som var det en ekstern harddisk.
Dette koncept har ASUS videreudviklet til det ekstreme, og resultatet er ROG GX700. Det er som udgangspunkt en relativ transportabel 17,3"-bærbar med en 4K IPS-skærm med G-Sync support, en hurtig overclockningsvenlig Intel Core i7-6820HK-processor og op til 64 GB DDR4-ram. Lagringspladsen kan udvides til hele fire 512 GB SSD'er, der via deres PCIE-tilslutning kan køre i RAID0. Vi taler om læse- og skrivehastigheder på op til 2842 MB/s og 2482 MB/s.
Selv om man slipper for et integreret grafikkort, er der ikke ligefrem tale om en slim bærbar, da GX700's dimensioner måler 429x309x33~35 mm og den vejer 3,9 kg uden dockingstationen.
I den inkluderede dockingstation, som i sig selv vejer 4,6 kg, finder man først og fremmest et high-end GeForce GTX 980-kort med 8 GB GDDR5 VRAM. Det er dog mindst lige så interessant, at de også har integreret to vandkølingsradiatorer. Det er ikke kun grafikkort, der nyder godt af vandkølingen, for når bærbaren er tilsluttet, førers der også væske ind igennem bærbarens heatpipes. ASUS er allerede på vej med en endnu vildere model, kaldet GX800. Det eneste vi har hørt er, at den kommer med en lidt større dockingstation, der rummer hele to high-end Nvidia-grafikkort i SLI.
ASUS ligger op til, at både den indbyggede CPU og det eksterne grafikkort kan presses til det yderste med overclockning, så mon ikke, at ASUS ROG GX700 kan måle sig med og måske endda slå gaming-stationærer med tilsvarende luftkølede komponenter?
Kilde: Asus.com