Anders Blume caster på dansk ved stort finaleshow
Den danske tv kanal TV SYD afholder over den næste måned en CS:GO turnering for syd- og sønderjyske efterskoler, der har en aktiv esports linje. Turneringen vil blive spillet mandag og onsdag i marts måned.
Det hele vil så kulminere i et finaleshow den 2. april, hvor de to finale efterskoler mødes i TV SYD's studie for at kæmpe om sejren.
Direktør for TV SYD Betina Bendix fortæller lidt om baggrunden for turneringen:
Vi savnede et tilbud til aldersgruppen 15-25 år. Vi søgte efter noget, som den aldersgruppe ikke kunne finde andre steder på etablerede tv-stationer, og valget faldt på e-sport. En sport, der for spillerne både er sport og lidenskab, mens det for andre bare er nørder, der spiller computer.
Det er vores håb, at vi med denne turnering kan starte en ny trend, der vil få de ældre til at se på de unge spillere på en anden måde. Spillerne på professionelt niveau træner lige så meget som andre sportsudøvere, fysikken er vigtig for at fingre og hjerne kan være i form.
Vi håber ligeledes, at turneringen kan udvikle sig de kommende år til flere deltagende skoler og flere hold. Måske kan det ende med ikke bare et regionsmesterskab, men en landsdækkende turnering.
Til at caste og guide seerne igennem kampen er det nogen prominente navne der er hentet ind. Anders Blume vil nemlig for første gang i fire år, kunne opleves som dansk caster og han får selskab af Dust2.dk caster rizc. Yderligere er cadiaN og HUNDEN i studiet som eksperter og JERN kan opleves som vært.
De deltagende efterskoler er:
- Frøslevlejrens Efterskole, Padborg
- Højer Efterskole, Højer
- Højer Designefterskole, Højer
- Vesterlund Efterskole, Give
- Adventure Efterskolen, Broager
- Øse Efterskole, Varde
- Sydvestjyllands Efterskole, Bramming