blaq taler ud: "Vi blev efterladt i stikken"
Tidligere i dag røg Odense på porten, da organisationen skulle tilbage på rette spor, som blandt andet indebærer stabilitet.
Derfor står blaq, røj, BERRY og holdets to nye spillere, mazi og thamlike, nu uden en organisation i ryggen, og de skal nu på jagt efter en fane, som de kan repræsentere i fremtiden.
Efter Odenses udmelding har Dust2.dk talt med blaq, og selvom han ikke for alvor vil kritisere Odense Esport, mener han dog ikke, at det udelukkende var holdets egen skyld, at de kom til at fremstå som ustabile:
Vi blev enige med Odense om at vores samarbejde havde fået en underlig stemning omkring sig, og at der skulle laves om på nogle ting. Efter vi solgte snedker, blev vi som hold sat på prøve i forhold til at finde en afløser, hvilket var svært. Her blev vi efter min mening efterladt i stikken som hold i forhold til, at der aldrig blev kommunikeret, hvad organisationens fortsatte vision var. Og efter vi prøvede spillere af, var der holdninger på det daværende line-up, der gjorde samarbejde umuligt.
Vi blev enige om i fællesskab, at der skulle ske noget nyt, da flere af os ikke kunne se meningen med holdet. Det gjorde, at røj og jeg var de eneste, som var tilbage på aftale med Odense. Vi havde stadig lysten til at skabe noget og gøre det i samarbejde med Odense, og det var her tingene begyndte at blive en udfordring, især når det kommer til kommunikation. Vi ønskede at prøve en konstellation af med tre nye spillere på prøve!
Dette blev så fremlagt som, at nu var vi et hold, men det var aldrig intentionen, og jeg vil ikke sige, hvor Odense gik galt, men derimod tage ansvar for hvor jeg trådte forkert som holdleder. Jeg var ikke klar nok i spyttet over for Odense i forhold til, hvordan vi ville gå frem med tingene, og derfor blev det kommunikeret og forstået som, at nu var vi et hold (blaq, røj, kriz, wAGNR og LeffeN). Samtidig med dette sker, snakkede røj og jeg med BERRY on and off om nogle muligheder, og dette gjorde, at vi fik muligheden for at spille med BERRY, hvilket vi selv mener er en fed chance.
Efter vi fik ham med, fik vi bedre pracc og sværere modstandere, hvilket gjorde, at røj og jeg fik et bedre overblik over, hvad det egentlig var, vi ønskede. Derfor valgte vi at afslutte prøven med kriz og wAGNR, hvilket var noget, vi havde snakket om før BERRY også.
Min vurdering er, at vi blev skubbet ud i at finde et fast hold for hurtigt, hvilket set fra et forretningsperspektiv måske giver mening, men rent sportsligt var det helt væk. Under hele processen var det os, der måtte komme til Odense størstedelen af tiden, og her kan der måske argumenteres for, at jeg ikke var god nok til at fortælle Odense, at vi havde brug for et tættere samarbejde, men det var virkeligheden.
Så du mener faktisk, at hele ustabiliteten bunder i Odenses salg af snedker?
Det er ingen hemmelighed, at vi som hold også har haft problemer med at finde fem mand, der tror på hinanden, men set fra organisationens side var det hele meget underligt i forhold til, hvordan de håndterede os som hold efterfølgende.
Hvordan ser fremtiden så ud nu? Er mazi og thamlike også bare på prøve?
Efter vi gjorde udtryk over for Odense om, at vi mente CPH games var vigtigt, blev vi mødt med den holdning, at vi kunne blive finansieret, hvis vi selv lagde ud, og hvis vi så havde vores CPH games line-up til d. 30/5, ville vi se pengene. Den løsning var vi ikke så begejstret for, og jeg kan godt forstå Odense var bekymret, når det kommer til stabilitet, men da vi gav udtryk for, at vi ikke ønskede sådan en tilgang, mente Odense vi burde stoppe samarbejdet.
Vi kører med mazi og thamlike nu, og det har vi kun intentioner om at blive ved med, imens vi leder efter et nyt hjem og nye muligheder. Vi er slet ikke færdige, men hele oplevelsen med Odense har givet mig mange gode erfaringer, og jeg synes, man som hold fra start af skal sørge for, at man som organisation og hold har styr på håndteringen af forskellige emner som medier, spillerskift og det til. Odense er ikke nogen skurk, og jeg synes bestemt heller ikke, vi har været dumme som hold, men vi kom for langt fra hinanden til sidst.
Holdet har selv købt billetter til Copenhagen Games, hvor følgende fem spillere kommer til at stille op, selvom de endnu ikke har besluttet sig for et holdnavn.
- blaq
- røj
- BERRY
- thamlike
- mazi