North afholder Esport Camp i Telia Parken
North har annonceret, at de fra den 15.-19. oktober afholder en Esport Camp for 8-14 årige CS:GO spillere. Lokationen er Telia Parken, og man kan se frem til fem dage med masser af CS:GO, hvor det også bliver muligt at møde North-spillerne.
I en pressemeddelelse udtaler Christian Slot, at målet er socialisering af de unge, samtidig med at de unge mennesker får en masse læring inden for CS:GO.
Vi giver børn og unge, der elsker CS:GO, mulighed for at få nye venner, udvikle deres færdigheder og få en fantastisk esportsuge.
Forløbet kommer som udganspunkt til at indeholde 30 timers spilletid og undervisning fordelt over fem dage, men det fremgår ikke, hvem trænerne er, men North skriver selv, at de er erfarne, og at træningsprogrammerne er lavet i samarbejde med North.
Det bliver ikke nødvendigt at tage sin egen computer med, da hundredevis af computere allerede står klar til brug i G4ME TIME Esports Center, der ligger i Telia Parken.
Christian Slot sammenligner i sin pressemeddelse bootcampen med DBUs Fodboldskoler.
Man kan sammenligne det lidt med DBU’s Fodboldskoler, hvor fodboldelskende børn får mulighed for at dyrke spillet og få nye venner. Det er efter samme filosofi, vi laver North Esport Camp.
På trods af sammenligningen mellem de to undervisningsforløb er prisen dog ikke helt identisk. Det koster nemlig kun 869 kroner at deltage til en af DBU's fodboldskoler, hvor esport campen koster 1.299 kroner. Esport campen er dog inklusiv en sund frokost hver dag, der efterfølges af en gåtur.
Ydermere er der også en t-shirt til alle deltagere, mens de 100 første tilmeldte også får en SteelSeries musemåtte.
Fakta
- Dato: Den 15. – 19. oktober
- Tid: Klokken 9 – 15
- Sted: G4ME TIME i Telia Parken
- Deltagelse er for børn og unge mellem 8-14 år
- Pris: 1.299 kroner inklusiv frokost
- Tilmeld her
Man skal dog være hurtig, hvis man vil have billetter til 1299 kroner, da prisen forventes at stige til 1.499 kroner efter den 23. september.