Ambush forlænger ikke med spillerne ved kontraktudløb
tmL, Jialocin, wAGNR, kwezz og VigzZ er fra den 1. december ledige på markedet, da Ambush og spillerne ikke forlænger kontrakterne, når de udløber.
I slutningen af maj hentede Ambush holdet struggletony ind i varmen, og efter to og en halv måneds samarbejde forlængede parterne aftalen.
Den udløber den 1. december, og Ambush ønsker ikke at forlænge med holdet, da to af spillerne angiveligt søger nye veje:
Der kom nogle informationer frem i går om, at to af spillerne på holdet ikke fortsætter med holdet. Derfor er det naturligt, at vi ikke forlænger, i mine øjne, med de resterende tre spillere, da jeg ikke er interesseret i igen at være et prøvehold, hvor spillerne den næste periode kommer og går. Vi er kommet ret langt med den kommercielle strategi, jeg har arbejdet på, og det kræver et helt hold at gennemføre de planer, jeg har lagt i 2019, siger organisationens ejer Zouheir Chreih til Dust2.dk.
Det betyder dog ikke, at Ambush vender blikket væk fra CS:GO scenen, og organisationen håber at have et nyt hold allerede i starten af december:
Ambush bliver efterladt langt stærkere kommercielt end nogensinde, og hvis alt flasker sig, som vi vil, er vi i gang med et nyt hold allerede pr. 1. december. Holdet har vist mig, at der på trods af de oplevelser, jeg har haft i forbindelse med CS:GO, stadig findes seriøse, loyale folk, som arbejder for tingene og arbejder sig ud af problemerne, afslutter Zouheir Chreih.
I tiden under Ambush har spillerne blandt andet sluttet på 5.-8. pladsen til CBE National Tour Kolding, 9.-16. pladsen til CBE 2018, samt deltaget i NPF Pro og FINAL FOUR: Gaming Not Gambling.
Holdet har været rangeret blandt de ti bedste hold i Danmark i fire ud af seks måneder under Ambush' fane.
Ambush består af følgende spillere frem til den 1. december:
- Jialocin
- tmL
- kwezz
- VigzZ
- wAGNR