Dust2.dk LAN udskydes
Tilbage i august annoncerede Dust2.dk et event fra den 15. til 17. februar 2019 med en præmiepulje til CS:GO turneringen på minimum 100.000 kroner.
Nu meldes der dog om, at eventet ikke bliver afholdt alligevel, da der efterfølgende er blevet annonceret to andre events på samme tidspunkt, og dem ønsker Dust2.dk ikke at modarbejde:
Det har aldrig været meningen, at Dust2.dk skal modarbejde to så hæderkronede LANs som NPH og Dansk E-sport Festival (tidligere CG LAN), og det mener vi kommer til at ske, hvis vores event ligger på samme datoer som disse.
Først på dagen, hvor vi annoncerede Dust2.dk LAN, blev vi opmærksomme på, at CG LAN var på vej tilbage, og to måneder senere annoncerede NPH deres næste event.
Vi elsker konkurrencedygtige danske events, og priser særligt folkene bag CG LAN velkommen tilbage, og vi ser frem til at jonglere med dækningen af begge events.
Vi kommer nu til at lede efter nye mulige datoer for Dust2.dk LAN, hvor vi undgår at ødelægge noget for andre events, som sigter efter samme målgruppe, udtaler Martin Rosenbæk, medejer af Dust2.dk.
Tiden vil vise, hvornår Dust2.dk planlægger at arrangere eventet, som blev modtaget rigtig godt i kommentarerne her på siden.