Stortalentet der pludselig forsvandt
I 2017 kunne vi næsten ikke få armene ned over AnJ, da han sammen med de fire andre Singularity-spillere overraskede og vandt Copenhagen Games, men i dag er han langt fra, hvad mange havde håbet og forventet.
Den nu 24-årige dansker blev efter sejren i København hentet af NRG - det nuværende Evil Geniuses hold - men det blev aldrig den store succes, og AnJ måtte i starten af 2018 rejse tilbage til Danmark.
AnJ spillede sidenhen for Tricked, ex-Fragsters og Maknitude, men ham, der engang blev spået en fremtid på hold som Heroic og North, fandt aldrig sit gamle jeg, og i juni i år besluttede han sig for midlertidigt at tage headsettet af.
Jeg havde brug for bare at komme helt væk efter et par skuffende kampe i den lukkede Minor kvalifikation, hvor vi fik smæk, og hvor jeg efterfølgende fik sparket fra Maknitude - jeg var på et lavpunkt motivationsmæssigt, siger en ærlig AnJ til Dust2.dk.
Spilleren med det borgerlige navn Allan Jensen, som er bosat i det nordlige Jylland, brugte blandt andet pausen på at overveje, om han definitivt skulle droppe drømmen om en karriere som Counter-Strike-spiller.
Jeg brugte tiden på at finde ud af, hvad jeg ville med livet, hvis nu det definitivt var slut med Counter-Strike. Jeg brugte adskillige timer på uddannelsesguiden for at lede efter noget, der eventuelt kunne fange mig. Jeg overvejede, om jeg skulle genoptage mit lærerstudie eller finde på noget helt tredje.
Det kræver ofre at være spiller
De fleste, der har spillet Counter-Strike på konkurrenceplan, kan formentlig nikke genkende til, at du ofte må sige nej til vennerne, fordi der er en kvalifikation i weekenden, eller ikke kan komme til en fødselsdag, fordi der er træning forud for en vigtig turnering.
AnJ har også brugt pausen på at få samlet op på noget af det forsømte, da han også igennem tiden har måtte melde fra til mange ting.
Mængden af familie og socialt samvær, man går glip af, kan godt stikke af til tider, så det var rart at kunne komme med til diverse fødselsdage, besøge nevøer og niecer og få genetableret nogle af de venskaber, der går lidt glemt, når man fokuserer på Counter-Strike.
Danskeren, der i første halvår af 2017 havde en imponerende rating på 1,26, er dog ikke blevet så bekvem ved tilværelsen uden Counter-Strike, at han har opgivet at lave et comeback.
I august var AnJ stand-in for Copenhagen Flames, og det har givet ham blod på tanden, og han brugte derfor et par uger på at finde ud af, hvordan han kommer tilbage til fordums styrke.
Jeg har aldrig lagt sindssyg mange timer i det individuelle i spillet, når det kommer til DM og generel aim-træning. Heller ikke da jeg var bedst. Det var aldrig nødvendigt for mig at have over 100 timer på to uger. Det fungerede altid bedst, hvis jeg var på omkring 50-60 timer. Men det er jo tydeligt, at jeg har mistet noget af det niveau, jeg havde engang, erkender AnJ.
AnJ spiller derfor en masse kampe på FACEIT og skyder omkring 700 på en DM server hver dag, men selvom det er hverdag for nogen, har det været et stor omvæltning for den tidligere NRG-spiller.
Det lyder sikkert ikke af meget for mange, men for mig har det været en kæmpe omvæltning. Jeg har lovet mig selv, at hvis jeg skal have det her til at virke og finde tilbage til et solidt individuelt niveau, så har jeg brug for at vende mit spil på hovedet og give den fuld gas på områder, som jeg har taget for givet tidligere.
Den 24-årige spiller har endnu ikke fundet et fast hold, men han forsikrer Dust2.dk om, at han er klar, når den rigtige mulighed byder sig.
Navn: Allan "AnJ" Jensen
Alder: 24 år
Tidligere hold: Singularity, NRG, Tricked, ex-Fragsters
Rating: 1,07
Bedste år: 2017