
MongolZ snupper plads i slutspillet foran karrigan
Endnu et hold er sikret slutspillet.
The MongolZ har nemlig tidligt tirsdag morgen besejret karrigan og FaZe i upperbracket-semifinalen i gruppe A og er dermed som minimum sikret kvartfinalen ved IEM Melbourne.
Opgøret startede på FaZes map, Dust2, hvor karrigans tropper også formåede at komme stærkt fra land med en 7-5-føring på T-siden. Endnu bedre på T-siden var The MongolZ, der vandt intet mindre end otte ud af ni runder og dermed mappet med cifrene 13-8.
Det mongolske mandskab kunne derfor allerede spille sig i slutspillet på deres map, Ancient, og atter engang sørgede FaZe for, at det ikke blev gjort uden videre.
Holdene var helt lige ved pausen, men så snart bLitz' tropper kom over på CT-siden, fik de for alvor gang i maskineriet og bragte sig foran med 11-8.
FaZe kæmpede sig til gengæld stærkt tilbage i kampen, hvor de endda kom foran med 12-11 og havde muligheden for at lukke mappet. Mappet skulle i stedet afgøres i overtid, hvor The MongolZ løb med sejren.
Sejren betyder, at The MongolZ som minimum er sikret en plads i kvartfinalen. Det kan dog blive opgraderet til en semifinaleplads, når de spiller upperbracket-finalen i gruppe A mod MOUZ på onsdag.
FaZe-mandskabet skal derimod en tur ned i lowerbracket, hvor de skal møde vinderen af den igangværende elimineringskamp mellem 3DMAX og BIG. For at nå slutspillet herfra, skal de vinde to kampe i streg.