Glædelig jul
Nogen har haft svært ved at sove, andre har gået og kigget efter formerne på egne pakker, og flere af de ældre brugere herinde er formentlig allerede i gang med maden til i aften.
Juleaften nærmer sig nemlig med hastige skridt, og uanset om du fejrer jul, og hvor du skal tilbringe aftenen, ønskes du en glædelig jul af hele Dust2.dk.
For julen handler nemlig ikke ene og alene om at spise flæskesteg og danse om juletræet, mens man synger, lad os erkende det, gamle og til dels kedelige salmer. Julen er en tid, hvor nærvær og hygge er i højsædet.
Derfor vil jeg også gerne lige benytte lejligheden til at minde alle om at behandle hinanden pænt. Uanset om man er level 1 eller 10, Silver eller Global Elite, eller har taget et par kilo på i løbet af de seneste par dage, gør det ikke en til et dårligere menneske end andre.
Hos Dust2.dk har vi selvsagt online adfærd helt tæt inde på livet. Både her på siden, i vores turneringer og ikke mindst i Danish Pro League. Det er faktisk gået fremad, men vi mangler stadig en del, før det bliver optimalt.
Men når man kigger på kommentarerne på en politikers Facebook opslag og ser hvordan folk skriver til og om hinanden i au pair debatten - ja, så er det svært at forvente, at den generelle tone på internettet ikke også er at finde hos os.
Vi arbejder dog på at få den fjernet fuldstændig, og alle vores admins gør et fantastisk arbejde, der ofte byder på stor utaknemlighed. Så tænk lige en ekstra gang over det. Hvis vi alle behandler hinanden ordentligt og med respekt, går det hele meget bedre, og vi kan alle hygge os endnu mere.
Jeg ved godt, at I alle skal se slutningen på både Julestjerner, Tinka og Kongespillet og de efterhånden 10 andre julekalendre, så jeg vil ikke gøre det meget længere.
På vegne af hele Dust2.dk ønskes I alle en glædelig jul, der forhåbentlig byder på en masse hård pakker. Også en særlig tak skal lyde til vores gode partnere, heriblandt eOddset, POWER og JoyBuggy, og alle de mennesker, som hver dag kæmper for at gøre Dust2.dk og Danish Pro League til et godt sted.