Medie: FURIA kigger andetsteds efter problemer med HEN1
FURIA kan meget vel have en udskiftning på vej, da holdet eftersigende har planer om at skifte HEN1 ud med Triumph-spilleren junior.
Det erfarer medierne DBLTAP og Rush B Media.
Her kan medierne desuden berette, at ønsket om at udskifte HEN1 stammer fra problemer uden for serveren, og dermed er det altså ikke nødvendigvis AWP-spillerens præstationer i spillet, der ligger til grund for beslutningen.
Der har da også været op til flere skandaler, når man søger HEN1s navn frem. Den mest nævneværdige må dog være fra hans tid i Immortals, hvor spillerne kom for sent til finalen i DreamHack Open Montreal i 2017, hvorfor holdet måtte forfeite første map.
Herefter blev der desuden sendt trusler fra spilleren kNgV- mod FNS fra holdet CLG, da sidstnævnte jokede med, at Immortals-holdet var kommet for sent til turneringen fordi HEN1 og tvillingebroren LUCAS1 havde tømmermænd. Hele skandalen resulterede ikke blot i en bøde til de tre Immortals-spillere, men desuden en suspendering fra holdet til både LUCAS1 og HEN1.
Det er dog endnu uvist, om det er endnu en skandale fra HEN1s side, der er skyld i den forventede udskiftning på FURIA-holdkortet, men nu ser det altså ud til, at den 25-årige AWP-spiller står til at blive erstattet af den seks år yngre amerikaner junior.
HEN1 har været en del af FURIA-mandskabet i 14 måneder, og her er det blevet til en stabil top-10-placering i over seks måneder, samt en sejr i den nordamerikanske udgave af ESL Pro League Sæson 12.
junior, derimod, kommer fra Triumph-mandskabet, som endnu ikke har kæmpet sig op i top-30 på verdensranglisten. Til gengæld blev det for nylig til en 2-1-sejr over topholdet Liquid, som sendte Triumph-mandskabet direkte i finalen i den nordamerikanske udgave af IEM Beijing-Haidian, som spilles i dette øjeblik.
Hvis skiftet bliver en realitet, kommer FURIA fremover til at bestå af følgende:
- arT
- VINI
- yuurih
- KSCERATO
- junior
- guerri (coach)