coldzera trækker stikket på fejlet Faze-projekt
coldzera er blevet bænket i FaZe efter eget ønske. Det skriver den brasilianske stjerne tirsdag på Twitter.
Efter vores seneste resultater og fordi min tid hos FaZe snart er ovre, har jeg besluttet at flytte mig til bænken og overveje nye tilbud for min fremtid, skriver den 26-årige på Twitter.
Ønsket om at blive flyttet til bænken skyldes blandt andet holdets seneste resultater, hvor FaZe bragede ud med en bundplacering ved Flashpoint 3 efter et 2-1-nederlag til Sprout. Det var samtidig den anden turnering i træk, hvor FaZe blev slået ud uden af vinde en eneste kamp.
Ved mandagens opdatering af HLTVs verdensrangliste faldt FaZe til en 25. plads, hvilket er det laveste nogensinde for organisationen, siden de indtrådte i Counter-Strike tilbage i 2016.
Det er endnu ikke sikkert, hvem der skal erstatte coldzera, men FaZe vil med stor sandsynlighed gøre brug af olofmeister i BLAST Premier Spring Final, som starter om bare to uger. Svenskeren er stadig under kontrakt med FaZe, og rygterne går på, at han den seneste tid har trænet med holdet.
Store ambitioner
coldzera, der kan kalde sig dobbelt Major-MVP, tilsluttede sig det stjernespækkede FaZe- mandskab tilbage i september 2019. Siden blev Twistzz hentet ombord fra Liquid som erstatning for danske Kjaerbye. I februar vendte karrigan tilbage til FaZe, hvor han overtog olofmeisters plads i startfemmeren.
Den danske ingame leader kom med store ambitioner for holdet, da han på talkshowet HLTV Confirmed udtalte, at han sigtede efter som minimum en topfire-placering ved årets Major i november.
For mig handler det bare om at blive klar til Majoren. Og det betyder, at jeg som minimum vil have en top-4-placering ved Majoren. Det er der, jeg vil se os om seks måneder, utalte ingame leaderen tilbage i marts.
Med det skuffende resultat i Flashpoint 3 er det dog langt fra sikkert at FaZe kvalificerer sig til Majoren, og det bliver i så fald uden den brasilianske stjerne for fremtiden.
Næste gang FaZe skal i ilden bliver den 16. juni, når de møder NaVi i deres åbningskamp i BLAST Premier Spring Final.
FaZe står nu tilbage med følgende holdkort:
- karrigan
- rain
- broky
- Twistzz
- olofmeister (bænket)
- coldzera (bænket)