Astralis afviser HUNDEN-anklager
Anklager om, at Astralis angiveligt har brugt HUNDEN som coach, mens han er udelukket, har set dagens lys.
Det skriver Dexerto torsdag aften.
Dexerto skriver, at flere anonyme kilder har fremlagt bevis for, at HUNDEN har arbejdet tæt sammen med Astralis efter at have modtaget sin toårige udelukkelse af ESIC tilbage i august 2021.
Da udelukkelsen skete, vidste de (Astralis red.), at HUNDEN ville mangle et arbejde, og han havde vist sin loyalitet. Derfor fandt de en måde at betale ham for at arbejde der uden egentligt at være deres træner, så de ikke behøvede at sige noget. Siden har han arbejdet med spillerne, og de har planer om officielt at ansætte ham, når udelukkelsen er ovre, fortæller en kilde.
Kilden fortæller ydermere, at HUNDEN havde direkte kontakt med spillerne og lavede noget, der lignede træner- eller analytikerarbejde.
Astralis benægter
Denne udlægning af sagen er dog ikke en, Astralis selv kan nikke genkendende til.
Den danske organisation bekræfter dog, at HUNDEN har arbejdet tæt med spillerne, men ikke som coach. Det har i stedet været gennem et arbejde med PIXEL.tv, som Astralis ejer hovedparten af, og Aim Lab, hvor målet har været at skabe nye værktøjer, som skal hjælpe spillere med at udvikle sig gennem Aim Labs platform.
Han har ikke været en del af 'Astralis-foretagendet', men har arbejdet som en freelancer for PIXEL.tv med en meget specifik og begrænset opgave. Denne kontrakt fik han, da han er den klart mest kvalificerede til opgaven, skriver Astralis.
I sit virke for PIXEL.tv bekræfter talspersonen fra Astralis dog, at HUNDEN har arbejdet tæt sammen med Astralis-spillerne, idet de er hovedpersonerne i det indhold, der er blevet skabt.
Astralis fortæller samtidig til Dexerto, at HUNDENs arbejde med PIXEL.tv er overstået, og at hans kontrakt udløber ved månedens afslutning.
Derfor er han udelukket
HUNDEN blev udelukket tilbage i august 2021 efter en større offentlig skandale med Heroic.
Her valgte den daværende Heroic-træner nemlig at dele analysemateriale med en konkurrent, som ifølge TV 2 SPORT var Astralis for derefter at lukke for adgangen for Heroics spillere.
Denne deling af analysematerialet medførte, at ESIC den 27. august 2021 udstedte en udelukkelse på to år fra alle ESIC-turneringer. Det indebærer blandt andre ESL, WePlay, BLAST og mange flere.
Netop derfor kan Astralis og HUNDEN have brudt ESIC's udelukkelse, hvis HUNDEN har coachet holdet under en ESIC-sanktioneret turnering.
Det fremgår dog ikke af Dexertos artikel, om den anonyme kilde skulle have set HUNDEN sammen med spillerne under sådan en turnering.
Åbne for fremtidigt samarbejde
På trods af den meget kontroversielle situation med HUNDEN og et meget blakket ry, så er Astralis ikke afvisende over for at arbejde sammen med succestræneren i fremtiden.
Vi vil gerne kommentere helt generelt og sige, at når Hr. Petersens (HUNDENs red.) udelukkelse er overstået, vil vi ikke have noget problem med at tilbyde ham en position som analytiker eller lignende, hvis vi får brug for det, fortæller talspersonen fra Astralis til Dexerto og fortsætter:
Vi fordømmer alle former for snyd, og vi vil ikke acceptere lignende nogen steder i vores organisation, men vi er tilhængere af, at ingen skal straffes ud over deres handlinger og efterfølgende domme. Det er simpelthen ikke den måde, vi tror på verden eller vores industri bør fungere.
Dust2.dk har kontaktet HUNDEN for at høre nærmere om hans arbejde med Astralis, men i skrivende stund er han ikke vendt tilbage på vores henvendelse.