Ekstra fedt at spille for 'Lorden'
Den 21. sæson af POWER Ligaen står for døren, og mandag går det løs igen.
Her står 10 mandskaber klar til at skyde gang i løjerne, og et af de "nye" bekendtskaber denne sæson er Prosapia, der består af flere kendte ansigter fra de tidligere sæsoner af POWER Ligaen.
Holdet er ejet af den tidligere fodboldspiller Nicklas Bendtner, og at have et så kendt navn bag sig, glæder holdets IGL, Equip.
Det er fedt. Det er ekstra fedt, når man kan fortælle folk, der ikke forstår, hvad det betyder at spille “elite”-cs, at man spiller for Lorden. Og så er han en skide fed person, helt nede på jorden, der gør sit for, at vi føler os hjemme i Prosapia.
Nok snakkeri
Prosapia blev præsenteret tidligere denne uge med blandt andre Equip på holdkortet.
Han får dermed en ny chance i POWER Ligaen, efter han i sidste sæson med AGF fik en del kritik for at have Ligaens laveste rating.
Sidste sæson var en uacceptabel dårlig en af slagsen, det skal der ikke lægges skjul på. Flere var efter mig ja, hovedsageligt CEPTER BITSKINS, der nok også havde lidt ondt i götten, fordi jeg ikke gik med dem inden sæsonstart. Det viste sig så at være heldigt for dem.
Når det er sagt, har jeg set godt og grundigt indad, fået de sidste sæsoner lidt på afstand, for nu at være tilbage med 200% igen. Det vigtigste, tror jeg, er at skrue op og ned på nogle ting i mine rutiner, og hvor mit fokus skal ligge. Det kan forhåbentlig ses på serveren. Men nok snakkeri.
Nu skal jeg sku til at vise det på serveren.
Målet er overlevelse
Foruden Prosapia stiller ni andre hold til start i POWER Ligaen. Heraf går de bedste videre til slutspillet, mens der desuden også spilles relegationspil. Equip fortæller, at målet denne sæson er overlevelse, men potentialet til at præstere bedre er der.
Vi har skrevet en lang kontrakt her allesammen, og sammensætningen giver god mening rolle- og personlighedsmæssigt. Derfor ser jeg denne sæson mere på, hvordan vi udvikler os. Jeg ved dog, vi har potentialet til at ramme top 6, siger Equip.
Første dueller denne sæson er mod henholdsvis Bricksports, Astralis Talent samt Flames Ascent, der alle stiller med ændringer på holdkortene frem mod denne sæson.
Mod Bricksports ser jeg os som favoritter. De har ligesom mig fået en fribillet til Ligaen, ez dub incoming.
Astralis Talent er tricky. De har fået nogle stærke spillere, men jeg tror på, at vores forberedelser op til sæsonen kan give os fordelen. Flames Ascent er en vigtig kamp for mig mod ex-coach og fire tidligere holdkammerater, der selvfølgelig alle skal have på munden, lyder det fra Equip.
Godt brænde til 'røde'
Generelt har der været store udskiftninger henover sommeren på flere af holdene i POWER Ligaen. Coren fra det titelvindende MASONIC smuttede til ECSTATIC, mens MASONIC i stedet hev Tauson og Anlelele over fra Atlantic, mens Buzz ligeledes kom til.
Atlantic har omvendt hentet flere fra det tidligere New Generation ind, mens der også flere andre steder har været rokader.
Og netop MASONIC og Atlantic ser Equip frem til at følge i den kommende sæson.
Jeg er spændt på, om Atlantic AKA HDE.Hype kan få det til at fungere i anden omgang. Og så selvfølgelig min dreng Tauson og MASONIC, der ser stærke ud.
Har du nogle afsluttende kommentarer?
Fortsæt endelig med at være efter mig, det er godt brænde til 'røde'.
Prosapia består af:
-
Equip
-
Scr0b
-
Boye
-
sirah
-
tOPZ