Medie: Astralis og NIP er enige - her er prisen for device*
*Opdateret klokken 15:25: Tidligere fremgik det, at device ikke ville kunne spille den kommende major for Astralis, hvis skiftet går igennem. Det er en fejl, da holdene gerne må ændre udskiftningerne mellem RMR-turneringen og selve majoren.
Nu skulle en aftale mellem NIP og Astralis langt om længe være på plads, og device ser dermed ud til at vende retur til den danske organisation.
Det skriver mediet Jaxon, der fra en kilde tæt på forhandlingerne mellem de to parter erfarer, at de to organisationer er blevet enige om en pris for den 27-årige dansker.
Det er eftersigende den helt store pengepung, som Astralis skal have op ad lommen, hvis device skal bytte NIP-trøjen ud med en Astralis-trøje.
Nærmere bestemt er det ifølge Jaxons oplysninger i omegnen af 4,4 millioner kroner, som Astralis må smide for at få device tilbage.
Danskeren har siden december sidste år været sygemeldt fra NIP, og rygterne om hans retur til Astralis har flere gange cirkuleret.
Senest i september, hvor Jaxon kunne fortælle, at Astralis og NIP var i dialog om den danske stjerne-AWP'er, som blev købt af NIP i 2021 for mellem 4,5 og 6,5 millioner kroner.
Skulle skiftet gå igennem inden længe, vil device kunne spille i den kommende major for Astralis, i så fald de kvalificerer sig, da holdene gerne må ændre i deres holdkort mellem RMR-turneringen og selve majoren.
Det er dog kun deres udskiftning, de må ændre, og det vil således betyde, at MistR må vige pladsen.
Jaxon har kontaktet Astralis, der ikke vil kommentere historien, mens NIP hverken vil be- eller afkræfte historien, skriver mediet.