Danskerduo taber deres første kamp i NIP-trøjen
Tidligt søndag formiddag tørnede NIP sammen med CYBERSHOKE i en kamp om, at kvalificere sig til CCT Season 2 Europe Series 16.
Det blev et opgør, som det nye NIP-hold endte med at tabe. Dermed led det nye NIP, med danskerne Snappi og sjuush, deres første nederlag, efter sejre i deres første to kampe.
Russiske CYBERSHOKE gav debut til bl1x1 og glowiing, og de to nye CYBERSHOKE-spillere var toneangivende allerede fra start på det første map, Mirage. Et map, som CYBERSHOKE endte med at vinde med cifrene 13-9.
NIP skulle derefter forsøge, at rette op på den dårlige start. Og de fik i den grad rettet op på tingene. Med en solid 11-1-føring før sidebyttet var det blot en formsag for ninjaerne, at vinde deres eget map, Nuke. 13-2 til danskerholdet, og videre til det tredje og afgørende map.
Den samlede vinder af opgøret skulle findes på Ancient. Her kom CYBERSHOKE bedst fra start. Russerne viste, at de hurtigt havde fået rystet det store nederlag på Nuke af sig, da de spillede sig foran 9-3 inden sideskiftet på det sidste map.
Selvom NIP kæmpede bravt efter sideskiftet, så kæmpede de forgæves. CYBERSHOKE vandt det afgørende map, 13-10, og tog dermed den samlede sejr.
Med sejren blev det altså ikke NIP, men CYBERSHOKE, der endte med, at gå videre fra den lukkede kvalifikation til hovedturneringen, CCT Season 2 Europe Series 16.
Der er dog ikke så meget at hente for CYBERSHOKE i CCT-turneringen, andet end præmiepenge. CCT-turneringen giver ikke længere points til Valves rangliste, og har nu status som værende en 'unranked' turnering.