k0nfig taler ud: "De sidste uger har været de sværeste i mit liv"

Mandag eftermiddag kom det ud, at k0nfig ikke længere skal tørne ud for Astralis, efter han og organisationen er blevet enige om at ophæve kontrakten.

Årsagen skyldes personlige omstændigheder, og den 25-årige klubløse spiller har nu lagt et længere statement ud på sin Twitter, hvor han beskriver, hvad der skete den pågældende aften, hvor han var involveret i et slagsmål på Malta.

Desuden takker han også communitiet for støtten og undskylder samtidig for at have svigtet sit ansvar som rollemodel.

Hele k0nfigs statement kan ses her:

De sidste uger har været de sværeste i mit liv. Jeg har været bange, i stykker og fuldstændig fortabt. Jeg vil gerne takke jer alle for jeres støtte - uden jer og kærlighed fra venner og familie ville jeg ikke have kommet gennem dem.

Der har været en masse spekulation om min skade og situationen omkring og nu (tre uger efter episoden), har jeg samlet styrke til at gå tilbage til den nat, hvor det hele faldt fra hinanden for mig, og dele min side af sagen.

Jeg håber, I vil tage jer tiden til at læse den og forhåbentligt også lære af de fejl, jeg har lavet.

Jeg er ikke perfekt, og jeg står her i dag og fortæller jer, at jeg har svigtet jer og hele communitiet som en rollemodel, men også svigtet mig selv for ikke at være den person, jeg sigter efter at være. Jeg er oprigtigt ked af at have svigtet jer. Jeg vil gøre hvad som helst for at ændre det, men alt, jeg kan gøre, er aldrig at lade noget som dette ske igen i fremtiden. Handlinger har konsekvenser, og ingen andre end jeg selv er ansvarlig for disse.

Det var aftenen efter vores nederlag til Heroic. Vi var et rigtig skidt sted efter det nederlag. Vi havde grindet hårdt for at forbedre os, men vi skuffede endnu en gang og skulle forlade Malta dagen efter. Vi ville gerne gå ud og få vores tanker væk fra kampen og i stedet have noget sjov, nu hvor nederlaget gjorde os så kede af det. Vi vile bare nyde den sidste aften i Malta, inden vi tog hjem.

Efter at have været på et bar barer besluttede vi at tage på en natklub i Paceville (Maltas område med natteliv).

Jeg var sulten, så jeg gik hen for at finde noget mad alene, mens mine holdkammerater gik ind på klubben. Jeg ankom til natklubben en halv time efter at have spist. Indgangen til natklubben var ved toppen af en trappe, som gik ind til klubben.

Jeg gik op på trappen og spurgte fyren, som så ud til at bestemme, om jeg kunne gå ind til mine venner, som, jeg forklarede, allerede var på klubben. I stedet for bare at sige nej svinede han mine tatoveringer til og sagde, at det 'var hans fucking klub', og at jeg var en 'tatoveret taber", og at jeg derfor aldrig ville komme ind, medmindre jeg betalte 5000 Euro (37.200 kroner red.) for et bord.

Jeg var aggresiv og følte mig ydmyget, så vi kom op at diskutere. Jeg fortalte ham, at han var den egentlige taber, fordi han stod og følte sig bedre end alle andre, og ud af det blå spyttede og sparkede mig i hovedet. Han stod flere trin over mig på trappen, så det var som om, at han sparkede til en fodbold.

Jeg faldt ned af trappen og forstuvede min fod. Det gjorde virkelig ondt, men adrenalinen, frygten og forvirringen havde taget over, så jeg lagde ikke mærke til det. Jeg husker bare følelsen af forvirring. Efterfølgende løb han ind på klubben med vagterne foran ham. Min mund var hævet, og mit ben og min fod gjorde virkelig ondt.

Jeg sad på fortovet uden for klubben og var i total chok, mens jeg forsøgte at forstå, hvad der var sket, da jeg fik øje på den selvsamme mand forlade stedet hurtigt.

Jeg var så sur og følte mig uretfærdigt behandlet, så jeg humpede efter ham og fik fat på ham længere nede af vejen. Det fortryder jeg virkelig. Jeg skulle bare være gået væk. I stedet for skulle jeg være gået hjem og have slikket mine sår, for så var intet af dette sket.

Da jeg halede ind på ham, sagde jeg, at jeg ville politianmelde ham, og med det samme spyttede han på mig igen, mens han svinede mig til, hvilket gjorde mig rasende.

Vi kom op at slås, og han brækkede mit ben, så jeg faldt. Han sparkede mig gentagne gange i hovedet, mens jeg lå ned. Jeg prøvede at komme væk fra situationen, men det kunne jeg ikke, fordi mit ben var brækket. Jeg forsøgte at løbe væk, men jeg kunne ikke støtte på mit højre ben. Det knækkede sammen under mig og brækkede fuldstændig, så min fod også røg af led. Han stoppede med at sparke mig, fordi jeg hev ham ned med mig i rent selvforsvar, så han ville stoppe.

Jeg var så bange, at jeg troede, at jeg skulle dø. Jeg kan huske, at det føltes som at se min krop ovenfra, mens jeg bare lå på jorden. Promoteren stjal min telefon, men heldigvis fik en anden ringet til en ambulance, hvorefter jeg blev transporteret til et maltesisk hospital.

Siden den episode har jeg været et virkelig mørk sted, som jeg aldrig troede, jeg ville komme i. Jeg er ked af det, vred, skuffet, bange og bekymret på samme tid.

Jeg græd under hele mit hospitalsophold. Jeg græd hver dag, flere gange om dagen. Jeg følte, at jeg var alene i verden. Intet kunne få mig til at smile. Intet. Jeg følte, at mine følelser var døde.

Lægerne prøvede at sætte min fod på plads, men det kunne de ikke, så jeg skulle opereres. Jeg følte mig ikke sikker, så jeg sagde, at jeg ville opereres hjemme i Danmark.

Jeg prøvede virkelig at komme hjem, så jeg kunne føle mig sikker og blive opereret i Danmark, men de lagde mærke til et brud i min orbitale væg (en brækket knogle tæt på øjet red.) De sagde, at jeg ikke ville kunne komme hjem i fire uger. Det knuste mit hjerte. Jeg var så bange, at jeg startede med at svede og græde. Alt jeg ønskede mig var at komme hjem og blive opereret. Jeg vidste, at mit humør ville blive så meget bedre, hvis jeg kom hjem, og at jeg samtidig ville føle mig sikker og have mine elskede tæt på mig.

Efter at være i kontakt med dnaske læger over email fik jeg lov til at rejse hjem, fordi der ikke var luft fanget under mit øje. Hvis der var det, var der en chance for, at jeg ville blive blind på mit højre øje.

Torsdag (den 22. september) kom jeg hjem til Danmark. Jeg kom på hospitalet som det første, da jeg landede i lufthavnen. Her prøvede de at sætte min fod på plads, men det kunne de ikke. Jeg har aldrig prøvet noget så smertefuldt.

Jeg kan ikke forklare, hvor dårlige disse dage har været. Jeg har ikke sovet. Jeg sov omkring 1-2 timer om natten og var konstant bange, og når jeg så endelig faldt i søvn, vågnede jeg og følte, at noget prøvede at hive i mine ben og trække mig ud af sengen. Jeg havde mareridt og vågnede op baden i sved, og det gør jeg stadig næsten hver nat.

Fredag fik jeg min første operation til at ordne min fod, hvilket nærmest betyder, at de borer huller i mit skinneben og min fod og sætter titaniumsstænger ind, så jeg ikke kan bevæge min fod. Alt gik godt, men smerten var uudholdelig både mentalt og fysisk.

Onsdag (den 28. september) fik jeg min sidste operation. De satte metalstykker ind i mit skinneben med skruer, og samtidig trak de en muskel tilbage i min fod, som jeg havde revet i stykker.
Senere fredag fik jeg lov til at tage hjem. Da jeg endelig kom hjem, brød jeg sammen. Jeg kunne ikke se lyset for enden af tunnellen. Jeg havde det så dårligt, at jeg bare ville slette alt og give op. Jeg kunne ikke stoppe med at græde. Jeg lå bare i min egen seng og følte mig tom.

Hele tiden på hospitalet har tankerne kørt. Er det tid til at stoppe min karriere? Er det slut for mig? Men det er ikke enden for mig. Jeg går i krig med mig selv nu. Nej, jeg skal ingen steder.

Jeg går til psykolog. Jeg kigger fremad. Fremadrettet ser jeg mine dæmoner i øjnene.

Jeg skal ingen steder. Jeg sørger for, at dette fald bliver til noget positivt.

Dette er ikke, hvem jer er. Jeg giver ikke op. Jeg vil gøre, hvad end det kræver, for at blive den gudsbenådede Counter-Strike-spiller, jeg ved, jeg kan være.

Jeg vil bruge denne tid på at arbejde med de ting, der skal arbejdes med. Jeg ivl gøre alt i min magt for at komme tilbage. Mit mentale helbred har fået et slag, men det skal ikke lægge mig ned.

Jeg vil bruge denne tid på at komme tilbage psykisk og fysisk. Det er helt sikkert en af de sværeste perioder i mit liv, og det accepterer jeg.

Jeg vil gerne takke alle, som har sendt mig beskeder. Venner, familie og min kæreste. Der er ikke noget bedre i hele verden. Tusind tak. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget det har hjulpet mig gennem denne deprimerende periode i mit liv. Nu er det tid til at se fremad.

En specielt tak går ud til Villads for at blive i Malta og hjælpe mig med at kontakte familie, læger og med at støtte mig mentalt.

Hvad angår den promoter, så forstår jeg fra de maltesiske myndigheder, at en undersøgelse er i gang, og at jeg er resistreret som offer i denne. Jeg blev testet negativ for stoffer på hospitalet (hvilket betyder, at jeg ikke havde taget nogen). Jeg kan forstå på myndighederne, at promoteren også var testet, og at han var positiv (altså, at han havde taget stoffer).

Handlinger har konsekvenser, og jeg accepterer disse fuldstændig. Nu og i fremtiden. Til alle derude, her er den lektie, jeg har lært på den hårde måde. Vend den anden kind til. Gå væk. Vold løser ingenting. Det er aldrig det værd.

Kristian Wienecke.