ASTRALIS SMIDER K0NFIG PÅ PORTEN
k0nfig er fortid i Astralis-trøjen.
Det skriver Astralis på sin hjemmeside mandag eftermiddag, hvor de gør det klart, at de og k0nfig er blevet enige om at ophæve den 25-årige danskers kontrakt.
Årsagen skyldes "personlige omstændigheder", som Astralis formulerer det, og Astralis' sportsdirektør Kasper Hvidt siger til organisationens hjemmeside, at flere muligheder blev afsøgt, inden det altså endte med at rive kontrakten over.
Som de fleste nok har opfattet, er der sket nogle ting i Kristians ”k0nfig” Wieneckes privatliv, som han ikke ønsker at gå i detaljer med i offentligheden; det respekterer vi. Vi har haft en løbende og god dialog med Kristian, som har brug for ro til at komme igennem en svær periode.
Vi har sammen afsøgt nogle forskellige muligheder og ingen ved, hvordan verden ser ud om 3 eller 6 måneder, men lige nu handler det om at Kristian får tid og ikke har et pres hængende på sig i forhold, hvornår han skal spille igen. Derfor er vi blevet enige om at ophæve kontrakten og stille Kristian frit.
Hovedpersonen selv sætter også ord på det hele til Astralis' hjemmeside, hvor han slår fast, at der nu venter ham en pause.
Jeg er sindssygt ked af min situation og at Astralis nu skal bruge energi på mig på den her måde. Det gælder holdet og alle dem på kontoret, for jeg har kun det bedste at sige om alle her og jeg havde håbet at være en del af Astralis i mange år. Jeg må også bare sige, jeg er et sted i mit liv, hvor jeg har brug for at fokusere på mig selv, ikke bare fysisk, og derfor tager jeg en pause i et stykke tid.
k0nfig har også selv lagt et længere statement ud på Twitter, hvor han fortæller sin side af den historie, som Jaxon i sidste uge bragte.
Her beskrev mediet et slagsmål, som k0nfig var involveret i på Malta efter ESL Pro League-gruppespillet, som skulle være årsagen til, at han havde brækket anklen.
Den historie afviste k0nfig i første omgang, men det ser nu ud til at have noget på sig alligevel. I hvert fald har han i et længere statement på Twitter fortalt sin side af, hvad der skete den pågældende aften.
Her beskriver han i detaljer, hvad der skete den aften på Malta, som nu får konsekvenser for danskerens tid i Astralis-trøjen.
De sidste uger har været de sværeste i mit liv. Jeg har været bange, i stykker og fuldstændig fortabt. Jeg vil gerne takke jer alle for jeres støtte - uden jer og kærlighed fra venner og familie ville jeg ikke have kommet gennem dem. Der har været en masse spekulation om min skade og situationen omkring og nu (tre uger efter episoden), har jeg samlet styrke til at gå tilbage til den nat, hvor det hele faldt fra hinanden for mig, og dele min side af sagen, skriver k0nfig blandt andet.
MistR fortsætter
k0nfigs exit fra Astralis betyder også, at MistR bliver på Astralis-holdkortet til BLAST Fall Showdown, der løber af stablen senere denne måned.
I MistR's sted har Astralis hevet br0 ind til at hjælpe til på Astralis Talent.
Med k0nfigs exit består Astralis nu af:
-
gla1ve
-
blameF
-
Xyp9x
-
Farlig
-
MistR (stand-in)
-
trace (Coach)