Mirage er årets mest spillede map
Mirage er det map, som er blevet spillet flest gange blandt verdens top 30 hold i 2022. Det har dermed overtaget Inferno, som i 2021 var det mest populære map i verdenstoppen.
Top tre forbliver dog uændret. Vi har igen i år set verdens bedste hold flest gange på Mirage, Inferno og Nuke.
Dust2 er blevet spillet markant mindre i 2022 sammenlignet med 2021, hvor det var det fjerde mest spillede map. Ved den seneste major blev Dust2 kun spillet to gange, og i november måtte vi da også sige farvel til mappet, da det blev skiftet ud til fordel for Anubis.
Mappet vil ikke blive savnet blandt de danske storhold. Astralis har i det forgangne år en win rate på små 40.0% på Dust2, mens Heroic slet ikke spiller mappet og derfor ikke har en eneste sejr på Dust2 i 2022.
Til gengæld er Mirage blandt Heroics bedste maps med en win rate på 62.5%. Samme kan dog ikke siges for Astralis der, trods at Mirage er deres andet mest spillede map i 2022, blot vandt 13 ud af 29 opgør på mappet.
'Kedeligt'
Sidst Mirage var det mest spillede map var i 2019, men mappet har alle dage været blandt de absolut mest populære i verdenstoppen. Kun i 2020 faldt Mirage udenfor top tre af de mest spillede maps i top 30.
I forbindelse med udskiftningen af Dust2 gav flere professionelle spillere dog udtryk for, at de hellere så, at Mirage blev fjernet. I et interview med HLTV fortalte FaZe-spilleren rain, at han er træt af Mirage, og at han håber, det bliver skiftet ud med et 'sjovere' map.
Cloud9s HObbit har kaldt Mirage for 'kedeligt', og også eksperten Maniac bakker op om en udskiftning af Mirage. Alligevel er det atter blandt de absolut mest spillede maps, og vi kan formentlig se frem til meget mere Mirage i 2023.