En spiller bør købes nu
Dust2.dk følger tre spillere i 1. Division i denne sæson, som vi på forhånd har udvalgt som tre oplagte kandidater til POWER Ligaens tophold, og særligt en af disse spillere udmærkede sig i første runde.
Det var mertz, som diskede op med tre flotte kampe, da XI Gamerpay fik den bedst tænkelige start på sæsonen.
Holdet vandt alle tre kampe, og mertz var en afgørende faktor, da han over de tre kampe sluttede med en rating på 1.78, en K/D på 2 og en ADR på intet mindre end 118.85.
Og det var altså over tre kampe.
Derfor er mertz allerede rykket op i området, hvor POWER Liga-holdene lige så godt kan finde pungen frem og få købt den 24-årige dansker, for han bliver næppe billigere, jo tættere XI kommer på direkte oprykning.
Anderledes gik de første kampe for 14-årige Sukker og 15-årige ANSG1, der ikke for alvor diskede op med de vilde stats.
Brøndbys Sukker endte på en rating på 0.96, mens ANSG1 fra Exzentriq United sluttede på 1.03.
Det er dog stadig godkendt, og de to talenter indeholder et så stort potentiale, så POWER Ligaens førerhunde bør stadig holde nøje øje med både Sukker og ANSG1.
Vi kommer løbende til at følge de tre spilleres udvikling, hvor de kommer til at bevæge sig på skalaen, der går fra 'Drop interessen' til 'Køb nu'.
Du finder stillingen, stats, kommende kampe osv. på liga-siden.