![](https://img-cdn.hltv.org/gallerypicture/ppXt5rKqTf0OJxPo1xjTH7.jpg?ixlib=java-2.1.0&w=1200&s=2c3c1ebc5927af4a218482629b5824f1)
Snappi: "Folk har haft et par dårlige dage"
De store favoritter har gang på gang haft problemer på serveren mod holdene, som de færreste havde en fidus til, inden turneringens starskud lød i tirsdags.
En af holdene, som virkelig er blevet testet, er ENCE.
Det internationale mandskab tabte de to første kampe, hvorfor de har ryggen mod muren resten af turneringen. Det er derfor også vigtigt, at man kan nulstille sig som hold, og det gør ENCE ved at snakke om tingene.
Vi taler egentlig bare om, hvad vi kunne gøre bedre. Jeg synes, den anden kamp var fin nok, men i den første, var det bare som om, at folk overhovedet ikke var vågne, og så kom vi for meget bagud, fortæller Snappi til Dust2.dk og uddyber:
Og så er det bedst-ud-af-én, og vi startede dårligt i fire halvlege, og så er det bare svært. Jeg tror, det blev 16-14 og 16-11, så det var nogle tætte kampe. Man kan så argumentere for, at den første måske ikke var helt så tæt i og med, at de førte 15-3, griner danskeren og fortsætter:
Men alligevel; fire dårlige starter i bedst-ud-af-én-kampe. Og når vi så samtidig ikke er skarpe nok individuelt, så bliver det svært.
Mange af spillerne fra topholdene har snakket om presset, man har som favoritter, og hvordan det kan spille et puds på nerverne.
Snappi tror ikke, at det er nerverne eller nervøsitet, der har påvirket holdet.
Jeg tror, folk har haft et par dårlige dage. Jeg tror ikke, at der er anden forklaring på det. Vi har kvalificeret os de sidste tre eller fire majors, og til IEM Fall var vi i en meget værre situation. Vi havde 0 point, og vi skulle være top 4 til eventet for at kvalificere os, så det vil undre mig, hvis det var nerver, da vi har været i den her situation så mange gange.
16-0
Det er sjældent, man ser en 16-0 sejr til nogle af verdens største CS:GO-turneringer.
Men det leverede Snappi og kompagni på det første map mod iNation.
Og selvom man spiller en fejlfri første kamp, tager det ikke fokus fra en, ifølge Snappi, skuffende præstation på Mirage, der blev lidt for tæt efter hans smag.
Jo, det er meget fedt. Vi skal stadig kigge på andet map, fordi det skulle ikke have været så tæt, men første map føltes godt. Det var lidt shaky i starten, men vi vandt alle de tætte runder og kom foran 5-0. Derfra følte jeg, at alle runderne var meget overbevisende, så det føltes godt at få en sikker sejr på Nuke.
Kommer vi til at se jer til majoren?
Ja, det forventer jeg, slutter Snappi af.
Snappi og ENCEs næste modstander er endnu ikke kendt, men hvis Heroic vinder sit opgør mod Monte, bliver det bulgarske 500.