Den hårdeste beslutning nogensinde
Nu starter sæsonen for alvor for de store hold. BLAST Premier Spring Groups 2023 står for døren, og vi har taget en snak med zonic om transfersæsonen og hvordan man beholder sulten efter at have vundet en major.
Interviewet kommer i to dele, og her i første del stiller vi skarpt på udskiftningen af dupreeh til fordel for flameZ, og hvor svært det var, at skulle bænke en kollega og ven gennem syv år.
Jeg har været i gamet i 24 år, og jeg kan ikke komme i tanke om en beslutning, der har været hårdere at træffe.
Det var ufortjent set fra Peters (dupreeh, red.) synspunkt. Alt det, vi sagde til ham i januar, han skulle ændre, det ændrede han, og han viste sin erfaring i de store kampe i de store turneringer, og han steppede virkelig op, selvom han måske ikke har haft sin bedste periode i Vitality.
Den dupreeh, vi så i slutnignen af sæsonen, der er mange af de ting, han gjorde rigtigt, som han måske ikke gjorde før januar. Dupreeh er en spiller, der ofrer rigtig meget for holdet, og jeg har brugt meget tid på at forklare flameZ, at han ikke er hentet ind for at blive vores nye stjernespiller, som skal sættes i de gode positioner. Han skal ofre sig for holdet, og han er en spiller, som skal tage plads, og lige nu er metaen, at man har en på holdet, der bare skal ofre sig og løbe først.
Når dupreeh netop havde en god afslutning på sæsonen, der var medvirkende til at Vitality kunne løfte majortrofæet i Paris samt pokalen ved IEM Rio, så kan det måske være svært at forstå, hvorfor zonic og Vitality valgte at lave en udskiftning i sommerferien.
Der er mange elementer i beslutningen, og det er bestemt ikke, fordi jeg synes, Peter har klaret det dårligt. Der er selvfølgelig det her med, at der kommer et nyt spil, og så er der også økonomien i det. Peter er jo oppe i årene og har stiftet familie, så hans tid som CS-spiller er måske ikke mange år endnu. Jeg ved, at han gerne ville have haft majoren i København med også, men der er bare mange elementer i det.
Vi står med et kæmpe talent i flameZ, som er gratis, og Counter-Strike-hold i disse dage har meget svært ved at få tingene til at løbe rundt økonomisk. Der er nogle budgetter, som skal overholdes, og det er ikke, som det var for bare få år tilbage. Som træner skal jeg få tingene til at fungere, og nogle gange skal jeg gøre det til færre penge, og så var der en rigtig god mulighed i at hente flameZ.
Vi får en super skarp spiller, en ung spiller til fremtiden. Vi kunne risikere at stå med samme problem (ift. udskiftninger, red.) senere, hvor vi ikke har mulighed for at skaffe en spiller, som jeg føler kan erstatte Peter på sigt.
Så det handler også om, at det er for dyrt at forlænge med en spiller som dupreeh, der måske ikke har mange år tilbage på scenen, og at det simpelthen bare er billigere at få et nyt talent ind, som samtidig er mere sulten?
Det er lidt den vej, jeg synes, Counter-Strike bevæger sig lige nu. Man har nyere spillere, hvor niveauforskellen fra tier 1 til tier 2 er mindre end før, og hvor man kan få en spillere på samme niveau eller med bedre fremtidsudsigter, men til langt færre penge.
Vi havde desværre, og det synes jeg er vildt ærgerligt, to danske hold, som stod for meget af den talentudvikling, vi har herhjemme, som måtte dreje nøglen om, og jeg ved også, at der er store hold, også de rigtig store, som har meget, meget store problemer økonomisk, og det bliver man nødt til at forholde sig til og omstille sig på i forhold til markedet.
Også skiftet til CS2 betyder, at der blev kigget på andre parametre end normalt, da zonic skulle finde dupreeh's erstatning. Her spiller flameZ's alder også ind.
Han er også en ung og sulten spiller, som lytter rigtig meget. Jeg har brug for, når det kommer til CS2, at vi har spillere, der sidder 10, 11, 12 timer om dagen og spiller, for det kræver det, når man får et nyt spil. Det var også en af grundene til, at jeg selv stoppede som spiller i forbindelse med CS:GO, fordi jeg godt vidste, hvor meget det kræver, når der kommer et nyt spil.
Om man snakker nyt spil eller et mere generelt ‘facelift’ at CS:GO, så kommer der til at være mange ting, der er anderledes. Movement, utility og andet er anderledes, og der har jeg brug for, at størstedelen af mit lineup bruger rigtig meget tid på det, og det ved jeg, at jeg får med flameZ. Mange af de unge og nye spillere ofrer meget tid på spillet, netop fordi de er så tidligt i deres karriere.