Preasy kyler spillere på bænken
J3nsyy, Fessor og AcilioN er ikke en del af Preasys fremtidsplaner, og derfor er de tre spillere blevet smidt ud på bænken.
Det skriver Preasy på Twitter.
Preasy Esport er forholdsvis ny på scenen, men der har allerede været en del omvæltninger med en opsplittelse af organisationen samt flere lineups, og snart kommer der et nyt.
Det afslører Steffen Thomsen, der blev ansat som sportsdirektør i Preasy i starten af juli.
Efter jeg startede, har jeg vurderet og analyseret den nuværende sportsafdeling og spillertrup, klubben som helhed og de tilgængelige spillere og stab på markedet. Preasy Esport er en ambitiøs klub med solid opbakning fra vores ejer, og vi har det nødvendige grundlag og struktur til at udfordre de bedste CS:GO-hold i verden. Vi har kontaktet forskellige spillere og stab for at få en idé om, hvad vi kunne samle for at danne et hold med evnen til at konkurrere blandt verdens bedste på kort tid. Tidligt blev det klart, at de muligheder, der var på markedet, både hvad angår trænere og spillere, var på et niveau, som vi ikke troede var muligt, ved oprettelsen af Preasy, og vi har besluttet at forfølge disse muligheder for at styrke vores ambitioner og mål endnu mere.
Den eneste nuværende spiller, som bliver en del af Preasys fremtidige hold, er tOPZ, der har imponeret Steffen Thomsen meget, mens holdets sidste spiller, Equip, forbliver i Preasy, men han kommer til at fortsætte under et nyt Preasy-projekt, som de snart løfter sløret for.
Hvem tOPZ' kommende holdkammerater bliver, er endnu uvist, men ambitionerne om at udfordre de bedste hold i verden gør i hvert fald, at der er grund til at have høje forventninger til det hold, som Preasy snart annoncerer.