Stort dupreeh-interview: "Jeg vil stadig rigtig gerne spille"
dupreeh har vundet stort set alt, der er at vinde i CS:GO, men det er ikke ensbetydende med, at danskeren stopper karrerien, for han er slet ikke færdig endnu.
Overfor Dust2.dk understreger den femdobbelte major-vinder nemlig, at han ikke har i sinde at indstille karrieren endnu.
Ikke færdig: "Jeg vil stadig rigtig gerne spille"
Selvom dupreeh ikke har i sinde at lægge musen på hylden, skal tidspunktet, han vender tilbage, også give mening.
Inden længe udkommer Counter-Strike 2 nemlig, og derfor er dupreeh allerede begyndt at smide timerne i det.
Jeg vil stadigvæk rigtig gerne spille. Jeg synes dog, at den her balance er ret svær lige pt, fordi jeg ved, at CS2 kommer lige her rundt om hjørnet - der varer nok ikke så længe. Det der med at skulle sidde og bare power-grinde CS:GO, for at der er nogen, der skal synes, at det kunne være nice at få mig ind, synes jeg er svært, for jeg ved, at der kommer et nyt spil lige på den side, udtaler dupreeh til Dust2.dk og tilføjer:
Jeg er begyndt at smide tiden i CS2. Der er jo ikke en verden til forskel i de to spil, men jeg tror det bliver svært at nå at finde et hold i CS:GO, som det er nu, fordi det er lige på randen til at stoppe.
Det er heller ikke ligefrem, fordi at dupreeh er bange for, at det ender med, at der ikke er plads på nogle af holdene, ligesom det også handler om, hvorvidt organisationerne er villige til at købe ham fri hos Vitality.
Også med alle de nye hold, som har lavet nye projekter, som de skal teste først. De skal finde ud af, om det fungerer. Jeg kender jo økosystemet, for jeg har været der i 100 år. Jeg ved, at om 2-3 måneder, så er der nogle af de nye hold, der er blevet lavet, hvor de tænker: "Det måske ikke var det, vi ledte efter". Så kan det jo være, at der lige pludselig kommer nogle muligheder der, fortæller dupreeh og fortsætter:
Der er selvfølgelig også det, at min kontrakt løber til 1. januar. Så hvis der er nogen hold, som heller ikke har råd til, eller ønsker om at skulle købe en spiller fri, kan det også være, at det først bliver til januar, at der rent faktisk kommer noget på bordet. Men jeg har sagt til mig selv, at jeg ikke gider stresse over det. Jeg tager tingene stille og roligt. Det er også vigtigt for mig, at jeg skal finde noget, jeg kan se mig selv i.
Vil modbevise: "Alder er ikke ensbetydende med, at man ikke kan følge med"
Tilbage i ferbuar fik dupreeh en ny, uvant rolle, da han for første gang blev far, og derfor spillede han desuden ikke gruppespillet til ESL Pro League.
At blive far har også sat tingene lidt i perspektiv for dupreeh, da han ikke afviser, at han har overvejet at stoppe, men det er nu ikke den vej, han ønsker at gå.
Selvfølgelig har jeg det (overvejet at indstille karrieren, red.). Men samtidig er jeg jo også et sted, hvor jeg godt kan mærke, at jeg gerne vil fortsætte med at spille. Der er helt sikkert nogen derude, der tænker, at når man er blevet far, og man er blevet 30, så har man ikke tiden til at spille Counter-Strike professionelt mere.
Det er jeg også glad for, at jeg har kunnet modbevise ved at vinde min femte major på et hold som Vitality. Så lige på det punkt, synes jeg, det er meget forkert, hvis folk ser det på den måde. Jeg kan ikke spille 15 timer om dagen, som en 20-årig kan. Det kan jeg ikke, for så kan min hverdag ikke fungere. Det har heller aldrig været en ting for mig at sidde og powerspille, fordi så mister jeg simpelthen glæden ved det.
Vigtist af alt sigter dupreeh efter at bevise, at man sagtens kan være far og samtidig opretholde en professionel karriere inden for CS.
Jeg mister glæden ved at spille Counter-Strike, og så mister jeg også lysten, og det synes jeg er meget vigtigt. Man skal have glæden ved det, man laver, og det har jeg ikke, hvis jeg gør det for meget. Men jeg synes det er forkert, hvis folk ser det at blive far, som om man ikke kan opretholde en professionel karriere. Det er da helt sikkert et nyt sted, som esport skal finde hen, fordi hvis man ikke kan blive far, så virker det til at være et forkert sted at være.
Så det synes jeg er en meget, meget vigtig vej. Selvfølgelig skal man kunne finde balancen. Det er også fair nok, hvis en træner kom og sagde: “Jeg synes ikke, at du lægger tid nok i det, efter du er blevet far” eller ‘du prioriterer forkert’ - så må man jo have en samtale om, hvordan man gerne vil gøre det.
Som nævnt i den første del af interviewet med dupreeh, er han udmærket klar over, at han ikke er personen, der skal skyde 30 og ligge øverst på scoreboardet.
Den femdobbelte major-vinder bidrager derimod med en masse andet, når man har så meget erfaring og rutine i bagagen, som han nu engang har.
Jeg kan bare forestille mig, at det er sådan nogle fordomme, folk kunne have omkring det: “Du gider egentlig ikke mere eller har ikke tid." Det synes jeg bare er meget forkert, og det vil jeg egentlig også gerne modbevise. Jeg vil også gerne modbevise, at alder ikke er ensbetydende med, at man ikke kan følge med mere, understreger dupreeh.
Derfor endte dupreeh ikke i TSM
Ikke forfærdelig lang tid efter Vitality blev dupreeh sat i forbindelse med en gammel kending i form af TSM.
Danskeren er dog ikke bleg for at afsløre overfor Dust2.dk, hvorfor TSM-projekt med ham på holdkortet aldrig blev stablet på benene.
Jeg skulle kunne se mig selv i et projekt, og det var alt for tidligt for mig, til jeg skulle tage en beslutning om, hvad det var, jeg ville med min karriere. Det kom også lige ovenpå min bænkning. Derudover var der holdkortet, som jeg havde svært ved at se mig selv passe ind på. Så det var egentlig meget simpelt. Jeg var ikke på noget tidspunkt tæt på at skrive under på noget, eller tage en beslutning om, at “det skulle jeg det dér”, fordi det virkede forkert, og det var for tidligt. Så det var egentlig meget simpelt, afslører dupreeh.
Personen udenfor serveren
Udadtil har dupreeh mere eller mindre altid været associeret med et smil på læben og sjov og ballade, og det er også en rolle, som altid har ligget nemt hos danskeren.
Min filosofi om at være omkring og på et hold, det er, at selvfølgelig skal det fungere inden i spillet, men det er også megavigtigt, at man fungerer uden for spillet. Der tror jeg, det er vigtigt, at man har nogen, som er glade for at lave lidt sjov og ballade.
Det ligger selvfølgelig ikke til alle, men det har altid været meget nemt for mig at være lidt en klovn og få folk til at grine og synes, det er sjovt. Det har altid været et stærkt kort for mig at have. Det er meget vigtigt, at du skal være et godt menneske; Det her med at være en god holdkammerat, det er super, super vigtigt, og det er super vigtigt for et hold. Det gælder for dynamikken og for at få tingene til at fungere.
Da Dust2.dk snakkede med zonic til IEM Cologne, fortalte Vitality-træneren også, hvordan dupreeh altid spille en stor rolle udenfor serveren.
Og det er også noget, som glæder dupreeh.
Så det er jeg selvfølgelig meget glad for, at han (zonic, red.) også synes. Det er lidt det, som der er nogen, der har svært ved at se. De kan ikke sådan helt se det. Man ser jo kun, hvordan det fungerer inde på en server, hvordan man spiller sammen, og hvordan man performer. Men der er bare så meget mere til at være en god holdkammerat og være en god spiller, fordi det kræver også, at du kan meget mere end ligge i toppen af tabellen. Så det betyder selvfølgelig noget, at han ved, hvad jeg bidrager med.
Majoren i Danmark er en af de store drivkræfter
Som bekendt har dupreeh ingen planer om at indstille karrieren lige foreløbigt, og inden længe banker Counter-Strike 2 på døren, ligesom majoren kommer til Danmark.
Det er også nogle af de drivkræfter, som gør, at dupreeh stadigvæk brænder for at spille CS:GO på konkurrenceplan.
Det er helt sikkert en af de store drivkræfter, der gør, at jeg stadigvæk gerne vil spille. Det er jo en major i København og et nyt spil, som er sjovt at spille. Så det vil jeg bare vildt gerne. Det er der ingen tvivl om. Det blev jeg også spurgt om, da vi var færdige og havde vundet majoren: “Hvad var det egentlig, jeg ville nu? Og hvad var det, der drev mig nu?“ Det er majoren i København.
Da dupreeh i januar 2022 skiftede til Vitality, satte han sig selv et individuelt mål om at vinde en femte major i CS:GO, som ingen nogensinde har gjort før eller kommer til at gøre.
Nu er det nye mål for dupreeh at spille majoren i København.
Der er da nok rigtig mange, der kunne tænke: "Jamen, prøv at hør, nu har han vundet sin femte major. Han har opnået noget, ingen andre kunne opnå.” Det var også mit individuelle mål, da jeg trådte ind på Vitality.
Det var opnået: “Hvad så? Hvad nu?”. Det var også det, der var det store spørgsmål. Men jeg forsikrede dem om, at jeg gerne ville spille, fordi jeg gerne ville være med til den her major i København. Det har vi aldrig nogensinde prøvet. Selvfølgelig skal jeg da være med til det. Så det er helt klart mit mål, at jeg skal være med til det. Det ville være meget, meget ærgerligt, hvis jeg ikke gjorde det.
Man kan sige, at på den ene side er jeg ret overbevist om, at hvis det er, at jeg ikke sidder der på serveren, så laver jeg noget andet.
Ja, så kommer du nok op til noget showmatch eller et eller andet i den dur.
Det håber jeg ikke. Jeg håber ikke, det bliver en showmatch. Jeg håber, det bliver noget, der er lidt større end det. Men ja, worst case så bliver det vel nok en showmatch, men jeg håber, at jeg skal spille på scenen for et hold i stedet.