Astralis henter 16-årigt stortalent
For anden gang fredag har Astralis præsenteret en stor nyhed.
Denne gang er det dog på kvindeholdet, der er nyheder. Astralis har nemlig hentet 16-årige Ismo ind som deres nyeste tilføjelse.
Det skriver organisationen i en pressemeddelelse fredag.
Ismo kommer til at erstatte 20-årige maliTy på Astralis Women, som blandt andet begår sig i POWER Ligaen 4. Division C.
Med Isabella på holdet skruer vi endnu mere op for satsningen på unge danske talenter, og vi glæder os til at hjælpe hende i den videre udvikling. Som vi har udtrykt det fra start handler vores arbejde om udvikling og langsigtede målsætninger med holdet, men jeg vil god tillade mig at sige, ambitionerne på den kortere bane ikke er blevet mindre efter dagens tilgang, fortæller Astralis' Performance Manager Jan Ø. Jørgensen i pressemeddelelsen.
Også Ismo selv er utrolig glad for skiftet, fortæller hun i pressemeddelelsen og uddyber med, at Astralis altid har været drømmen.
Astralis har altid været en inspiration for mig lige siden jeg så Counter-Strike holdet første gang. Jeg har fulgt dem lige siden starten, og da de talte om at lancere et dansk kvindehold i foråret, var det selvfølgelig noget, jeg vildt gerne ville være en del af i fremtiden. At det sker allerede nu, er lidt en drøm, og selvom det er et stort skridt, føler jeg mig klar.
Erfaring fra 3. Division
Astralis Womens nyeste spiller har også tidligere spillet med i POWER Ligaens divisioner, og det er endda på endnu højere niveau, end det hold hun går ind på nu.
Ismo kommer nemlig fra Sørby Sigma i 3. Division, som hun har leveret flotte resultater med. Efter første halvdel af sæsonen ligger hendes nu tidligere mandskab nemlig toer i division D, mens Ismo selv har leveret en rating på 1.02.
Den nyeste tilføjelse har dog også hjulpet Astralis tidligere. Hun var nemlig stand-in for holdet i kvalifikationen til det Nordiske Mesterskab for kvinder 2023.
Astralis Women er nu:
-
Ismo
-
josefine
-
marieeee
-
anja
-
aurora
-
zibron (Coach)