Gigachad med store trofæer snupper 19. pladsen
Indtil juleaftensdag åbner Dust2.dk hver dag en ny låge i vores julekalender, der er en liste over de 24 bedste danskere i hele CS:GO's levetid.
På vores liste har vi taget højde for både succes, antal aktive år og individuelt niveau i den rolle, man udfylder.
Det betyder blandt andet, at selvom en IGL måske ikke har det højeste mekaniske niveau og de bedste statistikker på HLTV, kan han stadig blive vurderet højt, idet hans evne til at læse spillet kan være sublim.
Listen er lavet af tre af Dust2.dk's journalister og afspejler deres subjektive mening. Du er meget velkommen til at dele din i kommentarfeltet.
Nummer 19: IGL'en, der tæmmede NiKo
Den næste mand på listen er en af de bedste IGL's, vi har i Danmark lige nu.
Han har været et levende meme som 'Gigachad', været tvivlet på af mage, men stadig formået at være dén, der førte verdensstjernen NiKo til sine første trofæer med G2.
HooXi startede dog sin karriere længe inden og kom for første gang ind på et større hold, da han i 2018 sluttede sig til Copenhagen Flames sammen med blandt andre roeJ, som han kom til at spille sammen med flere gange i karrieren.
IGL'ens første tid med flammerne var dog ingen stor succes, og holdet lå og kæmpede med om femtepladsen i Danmark, mens de lå omkring nummer 50-80 i verden. Det var heller ikke nok for holdet og Vorborg, som dengang var sportsdirektør, hvilket betød, at HooXi blev bænket og erstattet af AcilioN.
Efter et halvt år på bænken var det dog slut med AcilioN, og Copenhagen Flames vendte i stedet tilbage til deres tidligere kaptajn, HooXi, mens også refrezh blev tilføjet.
Her lå holdet og svingede mellem nummer 30 og 40 på HLTV's rangliste, men blot få måneder efter hans tilbagevenden til Flames, skulle hele holdet videre. x6tence var nemlig klar med pengepungen og købte hele holdet.
Dansk talent - Altekz
Jeg er ikke super god til at følge med, når det kommer til talentudvikling i Danmark lige i øjeblikket, men Altekz har en del erfaring allerede i en ung alder og klarer sig godt på Preasy, så valget må falde på ham i denne omgang.
Heller ikke hos x6tence fik HooXi dog tid til for alvor at folde sig ud og calle sine tropper til det helt store, da han efter fire måneder blev solgt videre endnu en gang.
Det andet spanske hold, MAD Lions, forstærkede sig nemlig med både refrezh og HooXi, som endnu en gang kom ind som erstatning for AcilioN - akkurat som han havde været det tidligere på året.
Det spanske var dog langt fra den succes for HooXi, som han havde håbet på. Holdet, som ellers peakede som nummer 22 i verden, fik ikke mange kampe sammen, da tropperne blot spillede kampe under HooXi fra oktober til december 2020, hvorefter hele holdet undtagen TMB røg på bænken eller smuttede til andre hold.
Gennembruddet til tier 1
I maj 2021 vendte HooXi for tredje gang i karrieren tilbage til Copenhagen Flames, og det skulle vise sig at være en beslutning, han nok ikke fortryder den dag i dag.
Sammen med sine fire holdkammerater roeJ, nicoodoz og stortalenterne jabbi og Zyphon ville HooXi nemlig komme til at skrive historie.
I oktober 2021 kvalificerede holdet sig til PGL Major Stockholm som 'Legends', hvor de fik lov til at spille mod verdens allerbedste.
På magisk vis var Flames brændvarme til majoren, som de ellers gik ind til som store underdogs, og med HooXi i spidsen formåede holdet at besejre både Evil Geniuses og FaZe. Som alle gode historier havde eventyret desværre en ende, og den kom millimeter inden slutspillet og top 8.
NIP blev nemlig stopklodsen for Flames, som måtte nøjes med en 9.-11. plads til årets helt store turnering og den første major efter COVID-19-perioden.
Med nøjagtig samme holdkort viste HooXi og flammerne dog, at det ikke bare var en engangsaffære til majoren. Allerede ved den næste major i 2022, PGL Major Antwerp, gjorde de det igen, og denne gang gik de endnu længere.
I Belgien gik Flames-drengene nemlig helt til kvartfinalen til en major, inden ENCE slog dem ud, og selvom det ikke blev til trofæet, så viste de tænder mod de bedste i verden, og det sikrede flere af spillerne plads på hold længere oppe i fødekæden.
For HooXi krævede det et par måneder på bænken, men den lange ventetid gav pote. I august 2022 præsentede mægtige G2 nemlig den danske leder, som manden, der skulle lede NiKo, m0NESY og de andre stjerner til trofæer.
Og trofæer fik G2 også.
Selvom HooXi ikke har været en IGL, der selv har leveret de vilde ratings og skudt modstanderne ud, så har hans lederevner været med til at sikre NiKo sine første G2-trofæer.
Det startede til BLAST World Final 2022, hvor G2 vandt deres første store trofæ, mens HooXis mandskab også gik hele vejen til IEM Katowice og IEM Cologne 2023 og vandt to af de mest prestigefyldte trofæer, man kan vinde i Counter-Strike.
Derfor fortjener han selvfølgelig også en plads på vores liste, og man kunne også have argumenteret for, at han skulle have været højere oppe. Det er dog først i de seneste år, han for alvor har brændt igennem, hvorfor han må nøjes med en plads som nummer 19.
To øjeblikke er de værste
Ligesom så mange andre på vores liste var det også venner eller familie, der for alvor fik HooXi investeret i CS:GO. For 'Gigachaden' var det især vennen PnX, som påvirkede ham til at spille CS:GO.
Jeg er en gammel hund, der startede i CS:Source, og der var det nok min første LAN-oplevelse til HK Lan, der fik sat gang i det hele. Hvis jeg skal sige noget fra CS:GO, tror jeg, det var en blanding af, at spillet blev bedre og bedre, og at min gode ven (PnX), jeg gik i klasse med, spillede på et højt niveau og var til internationale LANs, fortæller HooXi.
De store øjeblikke har der været mange af for HooXi, som har vundet flere store turneringer, men når han tænker tilbage, er det særligt ét øjeblik fra Flames-tiden, han glædes over.
Hvad er dit største CS:GO-minde?
Da vi kvalificerede os til Stockholm-majoren i Flames.
Mens Stockholm-majoren var højdepunktet, så var afslutningen derpå et af lavpunkterne i karrieren. Det deler dog plads med en anden major-skuffelse fra nyere tid med G2.
Det må blive en uafgjort mellem, da vi missede playoffs til Stockholm-majoren i OT mod NIP, eller da vi gik 1-3 til Rio-RMR med G2.
Sådan ser Dust2.dks julekalender ud indtil videre:
-
24 - roeJ
-
23 - niko
-
22 - jabbi
-
21 - refrezh
-
20 - es3tag
-
19 - HooXi