ASTRALIS FALDER TIL VITALITY
Vitality er videre til BLAST Premier Spring Final i London senere på året, efter de lørdag eftermiddag har slået Astralis i gruppefinalen i gruppe A.
Astralis havde tidligere på ugen sendt Vitality i lower bracket og selv booket plads i gruppefinalen efter en 2-1-sejr, og det var tydeligt at se, at Vitality havde tænkt sig at få hævn lørdag eftermiddag.
apEX' tropper begyndte som fyr og flamme på Inferno, og føringen kom helt op på 9-4, men så skiftede Astralis gear.
Anført af jabbi og blameF var T-siden umanerligt velsmurt og med et par vigtige clutches, blandt andet en 1v3 af blameF i 21. runde, kunne Astralis snuppe mappet 13-10.
Lige ved og næsten
Herefter ventede Mirage, og nok engang var Vitality hurtigst ude af starthullerne. Men trods en føring på 8-4 ved pausen, så kunne Vitality ikke for alvor få hul på T-siden. Omvendt var jabbi igen i hopla, og det lignede længe, at Astralis igen skulle vinde mappet.
En katastrofal timing i 23. runde ved stillingen 11-11 gav dog et åbent A-site til Vitality, som fik den tiltrængte 12. runde, men Astralis fik svaret igen kort efter, og vi skulle derfor i overtid.
Her bølgede det tætte opgør igen frem og tilbage, men til sidst fik Vitality kørt den over stregen 16-14, og derfor skulle vinderen findes på Nuke.
Nok engang startede Vitality bedst, men opgøret var tæt og med flere vigtige aktioner af især stavn, der kæmpede bravt for at holde Vitalitys T-side nede.
Anført af ZywOo kunne Vitality dog tage syv runder på T-siden, og Astralis skulle derfor finde noget ekstraordinært frem, hvis sejren skulle i hus.
Det lykkedes ikke, for efter pausen fortsatte ZywOo sit flotte spil, og Vitality kunne i sidste ende snuppe sejren 13-6 og dermed vinde kampen 2-1.
Vitality er således vindere af gruppe A og er dermed klar til BLAST Premier Spring Final i London, mens Astralis søndag skal spille knald-eller-fald-kamp mod taberen af en af de andre gruppefinaler.