NIP er klar til at åbne pengepungen
NIP er klar til at investere i deres Counter-Strike-hold og finde de nødvendige ressourcer frem for at vende skuden.
Sådan lyder det fra ledelse i en video, hvor man kommer tættere på efterårets udskiftninger, der så Brollan tage plads på bænken til fordel for es3tag samt tilføjelsen af spanske alex.
Videoen har fået den vittige titel "NIP Management Is 5 Steps Behind?", der refererer til en udtalelse fra device i forbindelse med sit skifte til NIP tilbage i 2021, hvor han fik sagt, at NIP var fem skridt foran Astralis.
Selvironien er på sin plads, for det er siden gået stærkt ned ad bakke for NIP, der i øjeblikket er rangeret som verdens nummer 27. Det er organisationens laveste rangering nogensinde efter mere end otte år i top 25.
Den udvikling skal vendes, inden Valve lukker ned for partnerholdene, og NIP har derfor også et klart mål om at være tilbage på toppen til januar 2025.
Ifølge organisationens Director of Esports, Erik Wendel, er de også villige til at bruge de nødvendige ressourcer for at hente forstærkninger.
Hvis Björn (THREAT, General Manager, red.) og jeg virkelig skubbede på, kunne vi nok godt få penge til en superstjerne signing lige nu. Ingen er bange for at lave store signings fra et økonomisk synspunkt, men det skal være på det rigtige tidspunkt.
Tidshorisonten er rimelig klar. Januar 2025 er der, hvor vi skal være i den absolutte top og have de bedste spillere og alt skal fungere.
Ledelsen peger på transfervinduet efter majoren som en mulighed for at lave ændringer, såfremt de nuværende holdkort ikke kan rejse sig.
Det er en mulighed, at de spillere vi har lige nu vil blive nogen af de bedste i CS2, det ville være den bedste løsning. Men hvis det ikke er sådan, så vil vi selvfølgelig se på det efter RMR, major. Det er dér, du kan bruge penge på en superstjerne signing.
NIP skal på serveren allerede i morgen, når de tager hul på RMR A og jagten på en plads ved majoren i København.