
ECSTATIC-stjerne: Føler ikke noget pres
Dust2.dk til majoren i København
Lige ved og næsten.
Sådan kan ECSTATICs åbningskamp i Elimination Stage bedst beskrives, hvor holdet tabte utrolig snævert til MOUZ med en 11-13-score.
Det var derfor også en skuffet salazar, Dust2.dk fangede kort efter kampen, hvor han satte ord på, hvilket følelse han stod med.
Ærgrelse. Jeg føler selv, at vi nok skulle have vundet kampen, men vi taber nogle vigtige runder, og så går det desværre ikke vores vej.
ECSTATIC kom stærkt fra start i kampen og så sig hurtigt være foran 5-0, inden MOUZ endelig kom i gang og spillede sig tilbage.
Det kunne ifølge AWP-spilleren blandt andet skyldes, at danskerne havde vænnet sig til computerne og setuppet fra Opening Stage, mens MOUZ kom ind til kampen uden at have spillet til majoren.
Kan I mærke, at det er en fordel, at I allerede er spillet varme, og er det måske derfor, I starter så godt ud, nu hvor I har vænnet jer til setuppet?
Det kan man måske godt sige. Når vi lige har været igennem en masse kampe og spillet varme, kan man måske godt se en lille fordel på serveren også.
ECSTATIC går undertippede ind til Elimination Stage og er underdogs i samtlige kampe, de spiller.
salazar føler derfor heller ikke, der er noget pres på holdet, udover det, der kommer fra dem selv efter deres flotte præstationer i Opening Stage.
Jeg føler ikke rigtig, der er noget pres på os, som der ellers har været. Det eneste pres, der er på os, er det, vi selv har lagt, når vi allerede har overrasket fra start af. Det eneste, vi kan gøre, er at overraske endnu mere.