Nyt esportsselskab med Bendtner og Tricked-Morten ser dagens lys
Det er lidt over et år siden, at Tricked blev begæret konkurs, men nu er den tidliger ejer Morten "Phy" Jensen tilbage i esport.
Han er nemlig direktør, medstifter og medejer af et nyt selskab, der har til formål at drive esportsvirksomhed.
Det fremgår af CVR-registret.
Navnet er Legendary Gaming Group og med i ejerkredsen er en række prominente navne.
Foruden Morten "Phy" Jensen, finder vi også den tidligere landsholdsstjerne Nicklas Bendtner, der også har haft Prosapia Esport, samt Atle Stehouwer, der står bag Singularity og desuden er gaming marketing manager hos Red Bull.
Ejerkredsen fuldendes af Jonas Rosbech, som ifølge LinkedIn er marketingsdirektør i spilselskabet Cathedral Studios samt Stephen Shine, der ifølge hans Instagram-profil er partner i natklubben MUSEO, som blandt andet også har Remee som medejer.
Dust2.dk har rakt ud til både direktør Morten "Phy" Jensen og Atle Stehouwer for at høre mere om Legendary Gaming Group. Førstnævnte skriver i en kortfattet kommentar, at der kommer en pressemeddelelse inden længe.