Finaletid mellem Sashi og TSM
Skin.Club Summer Cup har nået sin vejs ende, da finalen bliver spillet lørdag kl. 15:00, når Sashi og TSM skal duellere om titlen.
Begge mandskaber sluttede på andenpladsen i sin gruppe, hvorfor holdene mødte en førsteplads i semifinalen. Her tørrede Sashi gulvet med FLuffy Gangsters, mens TSM ligeledes vandt en sikker sejr over Johnny Speeds.
TSM har mulighed for at vinde sin første turnering med sit nye holdkort, men hvis man tager ranglisten og bookmakernes vurdering i mente, er Sashi favoritter i dagens finale.
Ligesom i gårsdagens semifinale mellem TSM og Johnny Speeds bliver det spændende at følge vetoen, da det stadig er for tidligt at spå, hvad TSM foretrækker at spille.
Finalen bliver skudt i gang kl. 15:00. Her vil det vindende mandskab sikre sig intet mindre end 88.000 kroner, mens taberen får 21.900 kroner i trøstepræmie. Men vigtigst af alt får holdene vigtige point til Valves rangliste.