donk og m0NESY klar til Forum
Lørdagen i København blev en dag fyldt med firepower i gruppefinalerne ved BLAST Premier Fall Groups 2024, da både Spirit og G2 sikrede sig pladser til Fall Final i Forum til september.
Formiddagen blev skudt i gang med et brag af en kamp mellem Spirit og Complexity, hvor begge hold kæmpede om en direkte billet til Fall Final.
Tidligere havde Spirit haft overtaget i flere af deres opgør mod Complexity, men denne gang blev det en noget mere udfordrende affære, der strakte sig længere end forventet.
Første map var Dust2, hvor Complexity viste sig at være en hård nød at knække. Trods en magtpræstation fra donk, der leverede hele 28 kills i ordinær tid, måtte Spirit se sig besejret på dette map, da amerikanerne snuppede sejren i overtiden med cifrene 19-16.
På kampens andet map udeblev den tætte duel, da Spirit-mandskabet tog en heftig føring på 12-4, inden de kort tid efter lukkede med en sejr på 12-6.
Det hele skulle afgøres på Nuke, hvor Complexity først så ud til at trække det længste strå med en føring på 10-6. Men Spirit med de unge russere fandt hurtigt tilbage på sporet. De gav ikke yderligere runder væk og kunne til sidst juble over en comeback-sejr og en billet til BLAST-turneringen i Forum.
Nyt G2-mandskab imponerer
G2 skulle lørdag forsøge at gøre Spirit kunsten efter, da de skulle møde NIP.
Ligesom i deres første opgør i turneringen blev det en hurtig affære, hvor m0NESY endnu engang viste sin formidable klasse.
Kampen startede på Ancient, hvor G2 sikrede sig en solid 13-7 sejr. Derefter fortsatte de dominansen på Inferno med en 13-8 sejr.
Med denne imponerende præstation har G2, ligesom Spirit, kvalificeret sig til BLAST-turneringen i Forum. Her får de selskab af Vitality, der tidligere på dagen besejrede Astralis.
I skrivende stund spiller NAVI og Liquid i aftenens sidste opgør, hvor NAVI jagter revanche.