DRILLAS-spilleren Kvem er havnet i en ubehagelig situation.

"Henter man ham uden tilladelse, får det juridiske konsekvenser"

DRILLAS-spilleren Kvem er havnet i drama med sin arbejdsgiver IKLA.

Siden august har ukrainske Kvem været en del af DRILLAS, som for nylig spillede om et major-spot gennem den asiatiske RMR-turnering uden held.

I kølvandet på den mislykkede kvalifikation har Kvem været på tasterne på X for at gøre det klart, at han er ledig på markedet, da han har opsagt sin kontrakt med IKLA efter ikke-offentliggjorte brud på kontrakten.

Jeg har en vigtig information at dele med jer. Jeg har opsagt min kontrakt med IKLA på grund af brud på kontrakten. Jeg leder efter et nyt projekt, som jeg kan slutte mig til som free agent og fortsætte min esportkarriere som spiller. (For interesserede teams vil jeg give detaljeret dokumentation).

Jeg er overbevist om, at jeg kan tilføre en masse værdi til de eksisterende eller nye projekter. Tak for din støtte, og vi ses forhåbentlig snart på serveren!

Helt så simpelt har det ikke været, da Maksym Bednarskyi, som er CEO i IKLA, var hurtig til at svare tilbage på X med, at det var netop Kvem, som har prøvet at bryde sin eksisterende kontrakt.

Og her var beskeden klar og tydelig fra IKLA-stifteren, hvis man skulle forsøge at hente Kvem uden deres tilladelse.

Vladyslav (Kvem, red.) forsøger at bryde sin eksisterende kontrakt. Ethvert hold, der vil hente ham uden vores tilladelse, vil stå over for juridiske konsekvenser. Vi som organisation har altid opfyldt vores forpligtelser. Han blev altid betalt og betalt til tiden. Han kan ikke selv opsige kontrakten.

For at underbygge sine udsagn har IKLA-ejeren desuden skrevet på X, at han har beviser for betalinger fra hver måned, samtidig med angiveligt tilbød Kvem 70.000 kroner som bonus.

Vi har ikke kun betalingsbeviser hver måned. Jeg har bevis for, at jeg fandt et hold, der var klar til at købe ham ud. Jeg tilbød ham endda 70.000 kroner som bonus for transfer, men han nægtede, fordi han hyrede en advokat, der lovede ham, at han kan gå gratis uden konsekvenser.

Også IKLA har lavet en officiel udmelding på X, hvor det lød, at Kvem er blevet bedt om at slette sit opslag om at være ledig på markedet. Hvis han er uenig i det, skriver organisationen, at han kan tage sagen i retten.

Efter tre dage har Kvem endnu ikke slettet sit opslag.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.