Valves opdatering deler vandene
Natten til tirsdag landede en ny opdatering til CS2 ledsaget af et blogindlæg fra Valve, hvor de trak en streg i sandet i forhold til automatisering via hardware og scripts.
Det betyder i praksis, at eksempelvis Razers nye Snap Tap-funktion, som er i flere af deres keyboards, ikke længere er tilladt i CS2. Funktionen gør det nemmere at counter-strafe og dermed ramme præcist, når man bevæger sig i spillet.
Samtidig har Valve også fjernet muligheden for at bruge både null-binds, der fungerer som Snap Tap, samt jump-throw-binds, som de fleste kender og tyer til, når smoken skal kastes helt perfekt.
Og ændringerne får en blandet modtagelse i communitiet.
Mens flere er glade for forbuddet mod Snap Tap, så får Valve knapt så mange roser, når det kommer til jump-throw-binds. Eksempelvis Bubzkji, der forudser konsekvenser for T-siden på Mirage, hvor nogle vil misse smoken i window.
Complexity-stjernen EliGE er heller ikke synderligt imponeret over ændringen. Han slutter sit X-opslag med at appellere til at tilføje binds igen.
Både Liquids coach, mithR, samt eksperten Mauisnake virker umiddelbart ganske fint tilfredse med opdateringen. mithR skriver kort, at han godt kan lide opdateringen, mens Mauisnake kalder det for "det største w i nyere historie".
Casteren Scrawny, som blandt andet var på den engelske stream ved IEM Cologne og er fast caster hos BLAST, påpeger ironien i, at Snap Tap bliver opfanget automatisk, men at der stadig er brugere med åbenlyse cheats som spinbot, der fortsætter ufortrødent.