Talentfabrik: Disse MASONIC-spillere er brudt igennem
I sæson 20 og 21 løb de med sejren i POWER Ligaen. Nu har de været et smut forbi 1. division, men er i denne sæson vendt stærkt tilbage og er igen med i Danmarks bedste Counter-Strike-række.
Det er selvfølgelig MASONIC, som mandag åbner denne sæson af POWER Ligaen mod Preasy og senere på aftenen skal op imod Astralis Talent.
I denne artikel giver vi et kort indblik i nogle af de spillere, MASONIC gennem tiden har haft gennem rækkerne, og som senere har slået igennem højere oppe i systemet.
Trio solgt sammen
Tre af de første MASONIC-spillere, som klubben for alvor solgte i en stor handel, var kraghen, Queenix og Cabbi, som blev solgt til ECSTATIC i sommeren 2022.
Sidenhen er det gået op ad bakke for de tre spillere, som alle har brudt igennem.
kraghen og Queenix var en del af det ECSTATIC-hold, der imponerede til majoren i København og sidenhen blev solgt videre til Gaimin Gladiators, hvor de nu spiller sammen med Nodios, nicoodoz og roeJ.
Cabbi var ikke med der, men han har til gengæld oplevet stor succes på det seneste, hvor han og Sashi ligger nummer 30 i verden.
De tre startede dog deres gennembrud i MASONIC, hvor de var med til at vinde sæson 20 af POWER Ligaen.
Nåede helt op til Astralis
MASONIC har også to spillere, som i perioder af forskellig varighed var en del af Astralis.
Den ene af de to er Altekz, som i en kort periode på et par måneder hjalp til på Astralis' førstehold, efter han havde tørnet ud for talentholdet, som han skiftede til fra MASONIC i 2021.
Det blev dog ikke til en fast plads, men sidenhen imponerede han dog så meget, at han først blev solgt til det ambitiøse Preasy-projekt, inden han senest har repræsenteret TSM også og kvalificeret sig til RMR-turneringen.
Mere fast er den anden spiller, som har nået toppen, nemlig Buzz. I slutningen af 2022 måtte MASONICs sportsdirektør, blaq, nemlig sige farvel og tak til den unge dansker, der tog direkte til Astralis.
Her spillede han i næsten halvanden år, mens han nu er sendt videre og er en del af OG, der ligger nummer 38 i verden.
Stortalent klar for TSM
Den seneste i rækken af tidligere MASONIC-folk, som har brudt igennem i toppen, er den blot 17-årige sirah.
Stortalentet er nemlig for få dage siden blevet præsenteret som den nyeste brik hos mægtige TSM, hvor han sammen med holdet skal til Kina og forsøge at skyde danskerne videre til majoren.
sirah nåede aldrig at være på MASONIC længe, da han efter tre måneder med blaqs mandskab blev solgt videre til MOUZ NXT, hvor han har spillet siden sommeren 2023, indtil han altså netop er blevet solgt videre til TSM.
Udover de nævnte spillere har flere andre MASONIC-spillere også været oppe og snuse til de højere luftlag, men hvor de aldrig for alvor er slået igennem endnu.
Det gælder blandt andre Tauson og Anlelele, som i perioder var en del af Sprout, inden det lukkede, og som nu spiller for ECSTATIC.
Nu må fremtiden vise, om andre tidligere MASONIC-folk eller nuværende spillere i fremtiden også kan bryde igennem som de seks nævnte her i artiklen.