Medie: s1mple skal til Falcons*
*Opdateret kl. 13:30: s1mples skifte er nu blevet bekræftet af både NAVI og Falcons.
Når Falcons til november skal kæmpe for en plads ved majoren, så bliver det med ingen ringere end s1mple på holdet.
Det erfarer HLTV fredag middag.
Den ukrainske stjerne slutter sig til Snappi og co. på en lejeaftale, og selvom aftalen har været et stykke tid undervejs, så nåede s1mple at blive registreret som Falcons' udskifter til RMR-turneringen og dermed potentielt også majoren inden skæringsdatoen i søndags.
For at gøre plads til s1mple har Falcons ifølge HLTV valgt at bænke SunPayus, der siden nytår har svunget den lange grønne for Snappis mandskab.
Torsdag i denne uge bragede Falcons ud af BLAST Premier Fall Final på en delt sidsteplads, og i den forbindelse erkendte holdet coach, zonic, også, at udskiftninger var nødvendige.
Falcons blev tidligere på måneden kædet kraftigt sammen med G2-stjernen NiKo, som angiveligt skulle slutte sig til den saudi-arabiske organisation efter nytår. Ifølge rygterne kommer Falcons til at smide knap otte millioner for den bosniske superstjerne.
Det er ikke første gang, at s1mple trækker Falcons-trøjen over hovedet. Således spillede han en enkelt kamp for dem i foråret til BLAST Premier Spring Showdown, hvor Falcons tabte til svenske Metizport.
Her fyldte s1mple pladsen, som dupreeh senere overtog, da han blev hentet ind et par uger efter. s1mple har ikke spillet en officiel kamp siden.
Skulle HLTV's historie holde vand, kan Falcons stille med følgende:
-
Snappi
-
Magisk
-
dupreeh
-
Maden
-
s1mple (Leje)
-
zonic (Coach)
-- -
SunPayus (Bænket)