Semifinaler i København: Verdens bedste hold under rampelyset
Lørdag spilles to semifinaler i BLAST Premier Fall Final 2024, hvor kun de absolut bedste hold i verden skal kæmpe foran de danske tilskuere om finalepladserne.
Fredag aften sikrede både G2 og FaZe sig de eftertragtede semifinalebilletter, mens Spirit og Liquid måtte forlade København med skuffelsen malet i ansigterne.
Kun de bedste hold i verden står tilbage, hvor nummer et, to, tre og syv på HLTVs verdensrangliste kæmper om BLAST-trofæet.
Snax i rampelyset
Dagens første kamp byder på et topbrag mellem nummer to og tre på HLTVs verdensrangliste. Vitality møder G2.
Sidste gang disse mandskaber krydsede klinger, var i lower bracket-stadiet i Spring Final 2024-turneringen i London. Her trak Vitality det længste strå, og det blev samtidig HooXis sidste optræden i G2-trøjen, inden han to uger senere blev erstattet af Snax.
Netop Snax har stadig meget at bevise over for sine kritikere, der har været efter ham. Et stort resultat mod Vitality og en finaleplads i København vil dæmpe noget af den kritik Snax har modtaget.
Kampen starter klokken 16:00.
Kan karrigan spille sig i finalen foran de danske fans?
NAVI og FaZe lukker ned for Forum lørdag aften. Her møder verdensetterne fra NAVI et FaZe-mandskab, som er ved at genfinde sin identitet igen efter en længere periode med skuffende resultater.
karrigan fortalte til Dust2.dk, kort efter sejren over Liquid, at han ikke føler noget pres og vil bare nyde at spille foran de danske tilskuere i København. Der skal meget til at besejre dette NAVI-mandskab, som kun har tabt fire kampe siden spillerpausen.
For første gang siden april befinder FaZe sig i en semifinale, efter en vanvittig stime i starten af CS2, hvor de næsten nåede finalen i hver eneste turnering.
Nu skal de lørdag aften klokken 19:00 forsøge at spille sig i en finale foran karrigans hjemmebanepublikum. Det står klart, at karrigan er den spiller med mest støtte bag sig, da han er Danmarks sidste repræsentant i Forum.
Følg med her:
RetakeMain viser også BLASTs semifinale-kampe med dansk kommentering på Pluto.