PihlziNh0 og AaB ligger lunt til at sikre en plads i oprykningsspillet.

Vanvittigt tæt i både top og bund - 1. division afgøres i aften

Tirsdag aften skal grundspillet i 1. division afgøres.

Mandag fik vi afgjort grundspillet i den 27. sæson af POWER Ligaen, hvor Denial som bekendt endte øverst efter en historisk tæt sæson, hvor alle fire hold på de øverste pladser sluttede á point.

Helt så tæt kan det ikke siges at være i 1. division, hvor Linx Legacy for længst har sikret direkte oprykning med 17 sejre ud af 18 mulige.

Der er dog tæt kamp om andenpladsen, som udløser en plads i relegationspillet, hvor en kamp mod MASONIC skal afgøre, hvem der spiller med i næste sæson af POWER Ligaen, og tirsdag får vi sat navn på det hold, der skal kæmpe mod MASONIC.

Inden aftenens kampe ligger AaB til at tage pladsen, men både Kronjyllands Esport og Hedensted X SERA er lige i hælene og kan begge spille sig op på samme antal point som nordjyderne.

Tæt topstrid

Det kræver dog først og fremmest, at AaB vinder den kamp, de har på programmet tirsdag aften. Her venter HyperioN, som en gang før i denne sæson er blevet besejret 13-8.

Skulle AaB vinde den kamp, så ligger de særdeles lunt i svinget til at tage pladsen i oprykningsspillet.

Hedensted X SERA og Kronjyllands Esport står nemlig overfor hinanden tirsdag aften, hvorfor det kun er ét af holdene, der kan nå AaB, og her må man formode, at Knuten og co. hepper lidt ekstra på Kronjyllands Esport i aften.

Skulle AaB nemlig ende á point med Kronjyllands Esport, vil det være AaB, som snupper andenpladsen, da de er bedst indbyrdes, eftersom de har vundet begge kampe, hvor de to hold har stået overfor hinanden.

Er det derimod Hedensted X SERA, der ender á point med AaB, så vil det være en anden historie.

Holdene har nemlig vundet én kamp hver i løbet af sæsonen, men da Hedensted X SERA vandt 13-8 i deres sejr, og AaB blot vandt 13-10, så vil Hedensted X SERA tage pladsen, da de har bedst indbyrdes rundescore.

Skulle de tre hold ende på samme antal point, så handler det om at finde den store lommeregner frem. For her vil det i så fald ende i en 3-way-tie.

Her ligger AaB fortsat lunt til at tage pladsen, da de har vundet tre af deres i alt fire kampe mod de to andre hold. Skulle Hedensted X SERA dog vinde over Kronjyllands Esport, så vil de dog ligeledes ende med tre sejre af de i alt fire kampe mod de andre hold.

Derfor bliver vi nødt til at kigge på indbyrdes rundescore, og her vil Hedensted X SERA være bedre stillet end de to andre, da de som bekendt var bedst indbyrdes mod AaB.

Nedrykkerne er fundet - og dog

I bunden af tabellen er de fire nederste hold fundet.

Der er tale om henholdsvis SickTeam, MASONIC Academy, SERA Ascent og SERA. Der er dog stadig meget åbent i forhold til, om holdene skal direkte ned i 2. division, eller om de får en chance mere i relegationspillet.

Lige nu ligger de to SERA-mandskaber nemlig til at rykke direkte ned, men både SickTeam og MASONIC Academy har blot én kamp tilbage, hvorfor de i teorien kan hentes.

Her kan MASONIC Academy dog selv afgøre deres skæbne, da en sejr vil bringe dem op på 21 point.

SERA kan i princippet, hvis de gør rent bord i aften, vippe SickTeam og SERA Ascent ned i direkte nedrykning, da de møder begge direkte duellanter tirsdag aften.

Det hele går løs fra klokken 18:00, så følg med på streamen længere nede i denne artikel.

Stillingen i 1. division er:

Tirsdag viser vi følgende kampe på Dust2tv:

18:00 - Danmark SERA Academy vs. Danmark 2kool4skool
19:00 - Danmark AaB vs. Danmark HyperioN
20:00 - Danmark Kronjyllands Esport vs. Danmark Hedensted X SERA
21:00 - Danmark Hedensted X SERA vs. Danmark HyperioN
22:00 - Danmark SickTeam vs. Danmark SERA

Følg med her:

POWER Ligaen bliver denne sæson afgjort med den største LAN-finale hidtil, hvor der er en dag med en masse fede aktiviteter i vente.

Foruden kampene i slutspillet vil det være muligt at spille 1vs1 mod Pimp, prøve sit held på lykkehjulet og vise sig frem i en quiz. Desuden vil der være en giveaway på scenen.

Billetter kan købes her

Faktaboks

Tidsplanen til POWER Liga-slutspillet er som følger:

  • 14:00 - Dørene åbner og shoppen åbner

  • 14:30 - Semifinalen starter

  • 16:00 - 1vs1 mod Pimp starter

  • 17:00 - Lykkehjul åbner

  • 18:00 - 1vs1 mod Pimp slutter

  • 18:05 - Quiz på storskærmen

  • 18:25 - Velkomsttale

  • 18:30 - Finalen starter

  • 19:20 - Giveaway på scenen

  • 19:30 - Lykkehjul lukker

  • 22:00 - Shoppen lukker

  • 23:00 - Dørene lukker

Tidsplanen er foreløbig og kan løbende ændres

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.