Næste sæsons POWER Liga-vindere skal til nordisk mesterskab
Der er under en måned, til næste sæson af POWER Ligaen skydes i gang, og mandag i denne uge åbnede muligheden for at ansøge og forlænge sit spot.
Og skulle det ikke være en stor nok gulerod at deltage i Danmarks stærkeste CS-liga, så er der nu endnu en god grund.
Dust2.dk er nemlig gået sammen med andre parter i norden om et nordisk mesterskab, der efter planen skal kulminere til maj med LAN-finaler. Det ligger fast, at det bliver i Norden, men der er lige nu forhandlinger om den præcise lokation.
Ifølge planerne kommer præmiepuljen til at være på 100.000 dollars, svarende til over 700.000 kroner, og to hold fra POWER Ligaen skal sendes til det nordiske mesterskab, hvor i alt otte hold skal kæmpe.
Det er vigtigt at understrege, at meget naturligvis fortsat kan ske, og de sidste detaljer skal på plads, hvorfor det ikke er 100% endeligt.
Det er dog planen, at det nordiske mesterskab skal løbe af stablen til maj med først et online gruppespil fra 9. til 11. maj, inden slutspillet på LAN venter den 23.-25. maj.
Det nordiske mesterskab
-
8 hold
-
Gruppespil: 9.-11. maj 2025 (Online)
-
Slutspil: 23.-25. maj 2025 (LAN)
-
Præmiepulje: 100.000 dollars ~ 711.000 kroner
Tilmeldingen til næste sæson af POWER Ligaen åbnede som bekendt mandag i denne uge og er åben indtil den 31. december klokken 23:59. Find tilmeldingslink i artiklen her.