Video: Bag om STYKOs nye danskerhold
Fredag formiddag så et nyt hold med den tidligere Apeks- og Monte-spiller, STYKO, i spidsen, dagens lys.
Det nye hold, der går under navnet Inner Circle - eller blot InCircle - består udover STYKO af den erfarne tjekke, oskar, den tidligere Monte-rifler, kRaSnaL, og de to danskere, Fessor og Q-Q.
Kort efter offentliggørelsen af det nye hold, på deres X-profil, udgav holdets in-game-leder, STYKO, en video på sin YouTube-kanal, hvor han giver et unikt indblik bag om tilblivelsen af det nye hold.
I den knap 8 minutter lange video fortæller STYKO i store træk blandt andet om idéen bag det nye hold, udvælgelsen af spillere til holdet, samt hvilke kvaliteter og hvilken profil de har søgt, i jagten på spillere til holdet.
STYKO fortæller blandt andet, at holdet er startet helt fra bunden af ham og holdets coach, lmbt, som havde fået frie hænder af organisationen bag, til at skabe holdet.
Han uddyber ved at fortælle nærmere om hele processen omkring skabelsen af holdet. Her forklarer han, at ham og lmbt brugte de sidste seks uger af 2024 på at finde emner til holdet. De havde en liste med omkring 30 spilleremner. Nytårsdag var de dog stadig blot ham selv og lmbt, mens potentielle emner tyggede på deres tilbud.
I den forlængelse nævner STYKO ydermere, at de rent faktisk havde en anden AWP'er i kikkerten end oskar, som dog valgte at springe fra. De endte derfor med at hente 33-årige oskar, fordi SINNERS ville af med ham, og de derfor kunne hente ham forholdsvis billigt.
STYKO uddyber videre, at SINNERS bænkede oskar, uden at annoncere det, hvilket gjorde det nemmere for dem, at hente ham.
Du kan se hele STYKOs video om tilblivelsen af Inner Circle her:
Det er i øvrigt ikke først gang, at STYKO og Inner Circles coach, lmbt, arbejder tæt sammen. Det samme var tilfældet under deres fælles tid i Monte.