HUNDEN: "Ingen grund til at græde"
Det ramte som lidt af en bombe det da lørdag kom frem, at flere tier 2-turneringer, anført af CCT og YaLLa, er blevet frataget deres status som VRS-berettigede turneringer.
Med andre ord, så giver de mindre turneringer - i luftlaget under større turneringer arrangeret af bl.a. ESL, BLAST og PGL - ikke længere points til Valves rangliste.
Det rammer rigtig mange hold i alle regioner, inklusiv Europa, hvor det særligt rammer blandt andre danske hold som Sashi, ECSTATIC og WOPA. Og derudover også danskerhold som NIP, OG og 9INE.
Ovenpå den kedelige nyhed har Dust2.dk taget en snak med coachen hos et af de danske hold, der er hårdest ramt, nemlig Sashi.
Og Sashis coach, HUNDEN, sad selv sagt med en ærgerlig følelse i kroppen efter nyheden landede.
Jeg sidder lidt med en øv-følelse i kroppen. Jeg synes det er ærgerligt, at det virker som om, at 2025 er blevet mere lukket end 2024. Jeg sidder dog med en fornemmelse af, at Valve og de forskellige TO's (turneringsarrangører, red.) finder en løsning på problemet, lyder det indledningvis fra HUNDEN.
Selvom situationen ærgrer ham, sidder den danske coach altså fortsat med en fornemmelse af, at det nok skal løse sig.
Sashi har da heller ikke i sinde, at trække sig fra turneringerne. I stedet kommer de stadig til at spille med i dem, selvom de er 'unranked'.
Vi har heldigvis ESL Challenger League, som giver VRS points. Men vi kommer til at deltage i de turneringer, der er unranked, for at finde vores kampform inden de forskellige åbne kvalifikationer og Challenger League, forklarer han.
Nyheden har formentlig slået mange ud, både spillere og trænere. Men ikke den 33-årige coach, som fortsat tager den med ophøjet ro, mens han ser på det positive. Også når det gælder Sashi-holdets muligheder for, at kravle op på Valves rangliste.
Alt er muligt. Det er bare blevet en del sværere nu, men hvis vi er gode nok, så skal vi nok komme igennem de forskellige åbne kvalifikationer.
Fik en lang næse
Lørdag eftermiddag kom HLTV med en større udredning af sagen. Allerede natten til lørdag var Dust2.us dog ude med historien.
HUNDEN selv fandt ud det tidligt lørdag morgen. Først troede han egentlig kun, at det omhandlede CCT-turneringer i Nordamerika.
Og selvom han nu er forholdsvis fattet omkring hele situationen, så kom det alligevel som lidt af en overraskelse, efter han havde nærlæst en ekstra gang og fandt ud af, det også gælder for Europa.
Det er faktisk lidt en underlig måde, jeg finder ud af det på. Jeg læste i morges (lørdag morgen, red.), da jeg vågnede klokken 06:30, at nogle CCT-turneringer var blevet unranked. Jeg læste det dog som om, det kun var dem fra USA, fordi de havde inviteret forkert. Så læste jeg den så en gang til, at det også inkluderer dem fra Europe. Der fik jeg lidt en lang næse.
En del af hele sagen går bl.a. netop på, at de forskellige turneringsarrangører inviterer forkert. Det omhandler altså turneringsarrangører, der ser bort fra VRS, og i stedet springer nogle hold over.
Noget som HUNDEN og Sashi dog ikke været påvirket af indtil videre i det nye år.
Vi havde fået invitationerne til både YaLLa og CCT. Det var dog en hel anden historie i 2024, hvor vi hver gang blev overset af CCT. Det fik jeg heldigvis løst med nogle møder, med nogle folk fra GRID osv. Så jeg troede faktisk, at CCT var begyndt at gøre tingene efter Valves bog, erkender den erfarne coach.
Hele snakken med HUNDEN var gennemsyret af, at selvom det kom som en overraskelse, så ser han fortsat lyst på tingene. Også på vegne af dansk CS.
Det handler nu om, at være god nok, understreger han.
Der er ingen grund til at græde. Hvis vi er gode nok, så skal vi nok overleve 2025. Vi skal nok komme ud på den anden side, med flere danske hold til de kommende majors.
Sashi-coachen startede hvor han sluttede - og positiviteten til trods - med en følelse af, at 2025 virker til, at være blevet mere lukket end 2024.
For nu, ja. Men jeg har en fornemmelse af, at det er i både YaLLa og CCTs interesse, at deres turneringer er ranked. Derfor tror jeg nu nok de skal begynde, at følge de regler, der skal følges. Jeg er sikker på, at de finder en løsning. Så sort ser jeg heller ikke på det, for nu, siger han afslutningsvis, adspurgt om, hvorvidt den nye virkelighed er med til, at lukke noget af økosystemet om sig selv.
Fokus på Barcelona og ECL
Trods de kedelige omstændigheder bekræfter HUNDEN altså, at Sashi fortsat vil spille de turneringer, der er 'unranked'.
Om end ikke så i hvert fald for, at bruge det som forberedelse til de kampe, der venter i blandt andet ESL Challenger League og de åbne kvalifikationer, de kommer til at deltage i.
Indtil videre deltager de - udover POWER Ligaen - aktivt i YaLLa Compass Winter 2025 Contenders, der er en af turneringerne, som er ramt af Valves restriktioner mod YaLLa, CCT og andre mindre turneringer.
Her har de indtil videre spillet en enkelt kamp.
Deres første kamp i ESL Challenger League er endnu ikke programsat. ECL starter tirsdag, den 21. januar. Sashi er i gruppe med de tre russiske hold, Nemiga, CYBERSHOKE og Betera, samt Fire Flux, og bulgarske 500.
Netop 500 møder Sashi allerede i morgen, mandag den 20. januar, ved LAN-turneringen ICE Invitational i Barcelona. Eventen i Barcelona giver heller ikke VRS-points.
Udover Sashis coach, HUNDEN, har Dust2.dk tilsvarende snakket med Sneppen fra ECSTATIC. Et interview, som vi bringer på et senere tidspunkt.