Nu er første sæson i Premier slut
Efter 16 måneder er første sæson af matchmaking-varianten 'Premier' i Counter-Strike slut.
Det har Counter-Strike annonceret på X natten til tirsdag.
I weekenden kom det frem, at en ny sæson var på trapperne og ville lande i denne uge, og derfor må de spillere, der her til morgen vil tage et spil Premier væbne sig med tålmodighed. Premier er nemlig for en stund slået fra inde i spillet.
Almindelig matchmaking er dog stadig tilgængeligt, så du behøver ikke vente helt med at komme på serveren.
Som Valve skrev i deres oprindelige annoncering af den snarlige slutning på første sæson af Premier, så kommer Premier til at være nede i en periode, da ens CS-rating i Premier vil blive kalibreret til den nye sæson, baseret på ens præstationer i den første sæson.
Ved starten af den nye sæson får man sin nye Premier-rating ved at vinde 10 kampe.
I forbindelse med den nye sæson vil map poolen ligeledes blive opdateret, hvor Train tager over for Vertigo, mens der er nedsat pris på både M4A4 og FAMAS. Sidstnævnte får i øvrigt også forbedret nøjagtighed.