![](https://img-cdn.hltv.org/gallerypicture/x9VW4-M-mb55tucHjoRr35.jpg?ixlib=java-2.1.0&w=1200&s=d84697c918334a83e1167926455ab808)
zews: Twistzz kunne ikke fordrage cadiaN, men kunne ikke sige det højt
I professionel Counter-Strike er der alle kampene, trofæerne, arenaerne, de store øjeblikke og hæderen.
Og så er der selvfølgelig også dramaerne, knivene i ryggen og alle rygterne man hører fra bag scenetæppet, og vi elsker det.
Nu er endnu sådan en drama-bombe smidt på bordet af den brasilianske coach zews, da han gæstede Thorin og Mauisnakes podcast "Snake & Banter".
Her kom han med sin version af hans seneste tid i Liquid, hvor han var der sammen med danske cadiaN, Twistzz, NAF, YEKINDAR og skullz - et projekt der fejlede fuldstændig.
zews lægger ikke fingre imellem og fortæller, at Twistzz simpelthen ikke kunne lide cadiaN personligt, og at det var canadieren, der fik smidt ham og cadiaN på porten.
Tre uger før den amerikanske RMR til PGL Copenhagen Major opstod der et stort skænderi mellem Twistzz og cadiaN. zews og Liquid prøvede at få udredet problemerne mellem de to i snakke efterfølgende, men det lykkedes ikke, og derfra var det svært at bygge på og udvikle holdet, når IGL og stjernespilleren ikke kunne snakke ærligt med hinanden, fortæller zews.
Holdet endte med ikke at kvalificere sig til majoren, og da de igen skulle finde en løsning på de interne stridigheder havde zews følgende indtryk:
Jeg kender folk. Twistzz kunne ikke konfrontere cadiaN, fordi han kunne ikke engang sige, hvad det var, der var galt. Så hvordan kunne cadiaN ordne problemet, når han ikke engang vidste, hvad det var. Og det er ikke for at undskylde cadiaN, han gjorde en del ting. Han var underlig, og der var en masse lort.
zews havde også sine egne problemer med cadiaN, men kunne godt se hans kvaliteter som holdkaptajn og kunne godt lide ham.
Den brasilianske coach havde også flere problemer med Twistzz. Han fortæller blandt andet en historie om, hvordan Twistzz en aften i byen forlod sit hold for at gå over til sine venner i FaZe og snakke skidt om hans nye holdkammerater. En anden historie gik på, at Twistzz havde taget ropz og karrigan med til en NBA-kamp på Liquids regning.
Efterfølgende har Liquids administrerende direktør taget til tasterne på X for at fortælle sin version af historien.
Her tager han sin holdkaptajn i forsvar, specielt i forhold til fremtiden og troen på at Twistzz kan blive en god leder - noget som zews slet ikke tror på.