
Insider: Fransk organisation vil ind på markedet
Mens mange mindre organisationer beklager vilkårene i Counter-Strike i 2025, så er en fransk organisation ved at gøre entré på scenen.
I hvert fald hvis man skal tro den franske ex-professionelle spiller, streamer og insider KRL.
Han skriver på X, at organisationen Gentle Mates er på udkig efter at lave et hold i Counter-Strike. De har den franske trio fra 3DMAX bestående af Lucky, Ex3rcice og Graviti samt polske siuhy og coachen fra GamerLegion, britiske ash, i kiggerten.
siuhy blev på spektakulær vis bænket hos MOUZ i starten af året, selvom holdet nåede semifinalen ved majoren i Shanghai i december sidste år.
KRL fortæller, at intet er fastlagt endnu, men at snakke er undervejs.
Gentle Mates er en fransk organisation grundlagt i 2023 af de to tidligere Call of Duty-spillere Gotaga og Brawks samt YouTuberen SqueeZie. De er allerede en del af flere esports, heriblandt Rocket League, Fortnite, League of Legends, Valorant, Teamfight Tactics, Age of Empires og Call of Duty.
Skulle de indledende snakke i rygterne holde stik, vil Gentle Mates entrere Counter-Strike-scenen med:
-
Graviti
-
Ex3rcice
-
Lucky
-
siuhy
-
ash (Coach)