Coinflip kan ende med at afgøre oprykningen til POWER Ligaen

Det er uhyre tæt i toppen af AceZone 1. division, som skal afgøres tirsdag aften.

Det er egentlig AaB, som lige nu ligger til rykke direkte op i POWER Ligaen fra AceZone 1. division, men det kan meget vel se anderledes ud, når grundspillet i divisionen er afgjort tirsdag aften.

For mens nordjyderne ikke har flere kampe tilbage, så har både Prestige og HyperioN, der er tre point efter AaB, mulighed for at hente i alt seks point hver tirsdag aften.

Hver runde tæller

Henter holdene blot én sejr hver, vil de ende á point med AaB, og her vil Prestige i så fald ende som vindere, da de har vundet tre af de fire indbyrdes opgør mellem de tre hold. HyperioN har vundet to, mens AaB blot har vundet ét.

Tirsdag aften skal Prestige møde henholdsvis Kronjyllands Esport og Frb. Falcons, mens HyperioN står overfor CPH Wolves Academy og MASONIC Academy, og skulle begge tophold vinde deres respektive kampe, vil det ende med pointlighed.

Derfor skal vi have tiebreakers i brug, og da holdene har vundet ét indbyrdes opgør hver og med samme margin i form af to runder, så skal vi se på den overordnede rundeforskel.

Her er Prestige Esport i skrivende stund bedst og ligger derfor til at vinde AceZone 1. division, hvis det skulle ende med pointlighed, men det betyder også, at hver runde tæller i tirsdagens kampe.

Skulle holdene ende med præcis samme point og samme overordnede rundeforskel, så vil vi skulle finde vinderen af AceZone 1. division med en bo3-kamp mellem holdene, og her skal seeding afgøres ved hjælp af coinflip.

Det er dog vigtigt at understrege, at det er et scenarie, hvor mange forskellige ting skal falde på plads på en bestemt måde, og meget taler stadig for, at vinderen findes ved hjælp af rundeforskellen eller ved pointene.

Andenpladsen i AceZone 1. division er dog også af stor værdi, for her vil man i så fald skulle spille mod Linx Legacy, der endte på en 7. plads i POWER Ligaen, om en plads i næste sæson af POWER Ligaen.

Tirsdag viser vi følgende kampe på Dust2tv:

18:00 - Danmark Future Gaming vs. Danmark XI Prime Time (AceZone 2. division B)
19:00 - Danmark HyperioN vs. Danmark MASONIC Academy (AceZone 1. division)
20:00 - Danmark Frb. Falcons vs. Danmark Prestige Esport (AceZone 1. division)
21:00 - Danmark Kronjyllands Esport vs. Danmark Prestige Esport (AceZone 1. division)
22:00 - Danmark CPH Wolves Academy vs. Danmark Sashi Academy (AceZone 1. division)

Følg med her:

#1(Med 1 svar)
11. marts 2025 kl. 17:03
Nordby
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Jeg havde faktisk forstået reglerne sådan at Prestige ville være bedre internt da Hyperion slog dem i OT, men at det ikke er tilfældet gør da kun aftenen mere spændende.
#2(Med 0 svar)
11. marts 2025 kl. 18:17
Sinzey
Det har jeg også altid troet, føler jeg har kigget på indbyrdes en del gennem tiden og altid talt OT som bedre end 13-11 eller 16-14 osv
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.