
Mesterlige m0NESY slår amerikanere ud
Håbet er endnu ikke ude for G2, der fortsat er med i opløbet om én af de sidste to pladser i slutspillet ved BLAST Open Lissabon.
Søndag aften sendte de amerikanske M80 ud i lowerbracket-semifinalen og er således klar til den afgørende kamp mandag.
Opgøret begyndte på Ancient, og her diskede hele G2-mandskabet op med en solid CT-side, som banede vejen for sejren. Efter sidebyttet var det dog m0NESY, der trak læsset og hev mappet hjem 13-9.
Efterfølgende skulle holdene ud på Inferno, og her kom M80 bedst fra start.
Særligt reck og Lake skød fra sig, og G2 måtte se amerikanerne snuppe pauseføringen 8-4. Så var det dog G2 og særligt m0NESYs tur til at diktere tempoet, og trods brav kamp fra M80 kunne G2 tage sejren 13-11 og dermed vinde 2-0.
Med sejren er G2 klar til lowerbracket-finalen i gruppe B, hvor The MongolZ venter mandag aften. Her spiller holdene om en plads i slutspillet i Lissabon senere på ugen.