
karrigan henter første sejr i Bukarest
Så kom karrigan også på tavlen i Bukarest. Mandag sikrede karrigan og FaZe sig deres første sejr ved turneringen i den rumænske hovedstad, da de besejrede brasilianske paiN.
Sejren til karrigan og co. blev grundlagt på paiNs map, Dust2. Her leverede FaZe-mandskabet en solid præstation, som var nok til at sikre dem en 13-7-sejr, og bringe dem i front inden deres eget map.
På deres egen bane, som var Inferno, kom FaZe også bedst ud af starthullerne. De var foran 8-4 ved pausen. En føring de hurtigt øgede efter sideskiftet til 11-6.
Fra det punkt begyndte paiN-tropperne at vågne. De kom stærkt tilbage og fik udlignet til 11-11. Pludselig havde det brasilianske hold momentum på deres side.
FaZe fik dog straks sat en stopper for paiNs stime, og i stedet for at paiN skulle skyde opgøret ud på et tredje map, så lukkede karrigan og resten af FaZe-holdet kampen ved at vinde de to sidste runder.
Sejren sender FaZe op blandt holdene, som er 1-1 i den samlede stilling i gruppespillet.
paiN, til gengæld, slutter sig til Falcons, Liquid og The MongolZ i tirsdagens "0-2"-kampe. To af holdene skal tirsdag sendes hjem fra Rumænien.
Stillingen i gruppespillet ved PGL Bukarest 2025:
2-0
-
G2
-
Aurora
-
3DMAX
1-0
-
Complexity
-
FURIA
1-1
-
GamerLegion
-
Rare Atom
-
Legacy
-
Virtus.pro
-
Apogee
-
Astralis
-
FaZe
0-2
-
Falcons
-
Liquid
-
The MongolZ
-
paiN